Tal med dine børn om coronavirus

Mange børn hører og ser nyheder om coronavirus i medierne. Den massive omtale af coronavirus kan gøre børn usikre og urolige. Særligt nu, hvor hverdagen bliver mere og mere påvirket af sygdommens udvikling i Danmark. I Det Nationale Sorgcenter ved vi at tanker og fantasier om sygdom og død kan fylde rigtig meget hos børn – også selv om de ikke åbent viser deres frygt eller bekymring. Få gode råd til at tale med dit barn om coronavirus her!


DET ER VIGTIGT AT TALE MED BØRN OM SYGDOM OG DØD
  • Hvis dit barn er tydeligt bekymret eller spørger dig direkte, så tag det altid alvorligt. Spørg nysgerrigt ind til barnets tanker – ’hvad mon du går og tænker?’, ’gad vide hvad du går og bekymrer dig om?’. Slå det ikke hen med ’det skal du ikke bekymre dig om’. Det vil i værste fald få barnet til at føle sig forkert, og bekymringen går sjældent væk med en opfordring. Når barnet i stedet fornemmer nysgerrighed på egne tanker og følelser, øges trygheden til at få delt hvad der måtte være.
  • Vær opmærksom på, at de voksnes bekymringer kan have helt andet indhold eller antage en anden tyngde end barnets. Hav derfor øje for, at de voksnes forestillinger ikke påduttes eller bliver blandet sammen med barnets. Hvis barnet virker sorgløst og uden bekymringer, så kan det sagtens være det reelle tilfælde. Og i de tilfælde er det vigtigt ikke at smitte barnet med egne bekymringer. Igen er det vigtigt at spørge åbent og nysgerrigt ind for at få et indtryk af barnets forestillinger.
  • Når du taler med dit barn, så vær direkte. Spørg hvad barnet helt præcist har hørt og hvad barnet helt konkret frygter eller forestiller sig kan ske. Nogle gange kan det hjælpe bare at sige det højt! Det kan være nemmere for dig at give barnet en mere nøjagtig tilbagemelding, når du først hører barnets svar.
  • Vær ærlig. Sig for eksempel ikke, at ”vi bliver ikke smittet”, eller “børn kan ikke få corona”. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid fyldt med usikkerhed, at børn kan stole på det forældrene siger. Finder barnet senere ud af, at du ikke var ærlig, bliver det kun mere bekymret.
  • Tager dit barn ikke selv initiativ til at tale om emnet, så spørg selv åbent ind til det, hvis og hvor det falder naturligt. Det kan være i forbindelse med anden samtale i hjemmet om coronavirus, i forbindelse med nyhedsudsendelse eller fx Ultranyt. Alvorlig eller ”tvungen” snak kan skabe yderligere bekymring.
  • Nogen synes det er svært at tale om sygdom og død – især med deres børn. Men spørg gerne dit barn nysgerrigt om de er bekymrede for, om nogen, de kender kan dø af coronavirus? Og del gerne de kendte fakta:
    –    at langt, langt de fleste bliver raske igen.
    –    at de, der bliver alvorligt syge og risikerer at dø af coronavirus er svækkede og ældre, ligesom det er tilfældet med mange andre vira. Det er altså ikke noget nyt at man kan dø af virus, hvis man er svækket i forvejen.
    –    at alle myndigheder i Danmark gør alt hvad de kan for at passe på, at så få som muligt bliver smittede og for at hjælpe og behandle dem, der smittes.
  • Forsøg at overkomme din egen eventuelle modstand mod at tale med dit barn om sygdom og død. For der er mennesker der bliver syge og dør af coronavirus.
  • Det er vigtigt at du giver så meget faktuel information som muligt. At få konkret og lettilgængelig information gør børn mindre bekymrede. Hellere for meget end for lidt.
KENDER DIT BARN EN, DER ER SYG MED COVID-19?

Kender dit barn en person, der er er syg med Covid-19, så er det vigtigt at du spørger åbent ind til barnets tanker og reaktioner. Prøv om du kan undgå at antage hvilke tanker eller følelser barnet har og anerkend barnets reaktion. Også selv om den måske ikke ligner din egen.

Oplever du at dit barn bliver meget ængstelig – på egne og den nære familiens vegne eller på vegne af den syge – så forsøg at skabe tryghed for  barnet:

  • Understreg at I i familien gør alt, hvad I kan for at undgå at blive smittet eller smitte andre.
  • Understreg at langt, langt de fleste bliver raske igen. Henvis fx helt konkret til historier i medierne om mennesker, der har været smittet og som nu er raske igen.
  • Understreg at lægerne er superdygtige i Danmark, at hospitalene har god plads til at give den bedste behandling til alle syge, at der er lavet flere specialafdelinger på hospitalerne og at hospitalerne har fået mere udstyr til at passe på dem, der får brug for at blive indlagt.

Forældre og børn kan ringe til vores hotline alle dage fra 9-16 og få hjælp til at tackle børnenes angst for corona. Ring på telefonnummer: 69161667. Vores psykologer sidder klar til at hjælpe!