Af direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt– bragt i Altinget den 5. maj.

Børne- og Kulturcheferne skriver den 29. april i Altinget, at der er et skævt fokus i regeringens hjælpepakker på børne- og ungeområdet. At midlerne i for høj grad går til frivillige sociale organisationer, mens kommunerne ikke har fået tilført ekstra midler. Dette på trods af at kommunerne, ligesom de frivillige sociale organisationer, gør et stort arbejde for at tilpasse sig den aktuelle situation, så de kan fortsætte deres arbejde med sårbare børn og unge på nye betingelser. En hjælpepakke med fokus på civilsamfundet er iflg. BKF ’skæv’, fordi organisationerne primært bedriver fortalerarbejde i modsætning til kommunerne, der sikrer ’konkrete løsninger’.

Jeg mener – som BKF – at der er brug for både kommunerne og civilsamfundet, når det gælder støtten til sårbare børn og unge. Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, modtog 1,5 mio. kr. i weekendens hjælpepakke på socialområdet og vil gerne sætte spørgsmålstegn ved et par af BKF’s antagelser.

For det første er det ikke gavnligt så direkte at sammenligne finansieringsgrundlaget for en kommunal forvaltning med finansieringen af en frivillige social organisation. Når organisationerne nu får et ekstra økonomisk bidrag til deres arbejde, skyldes det et ekstra behov, der er opstået som følge af corona – og dermed også ekstra udgifter. De ekstra udgifter kommer samtidig med at vi har mistet en stor del af vores indtægter for 2020. Blandt andet indtægter fra indsamlinger og events, som vi er forhindret i at afholde på grund af corona. For Det Nationale Sorgcenters vedkommende har vi netop nedjusteret årets omsætning med cirka 15 pct. En kommunal forvaltning har fortsat det samme budget for 2020. Vi er således i en situation i år, hvor vi skal levere mere for markant mindre. Den udfordring bidrager hjælpepakken delvist til at imødegå. Med streg under delvist.

Derudover er jeg meget uenig i antagelsen om, at organisationernes primære arbejde er fortalervirksomhed. Det er rigtigt i enkelte tilfælde. Men langt de fleste organisationer leverer konkret hjælp og konkrete løsninger for sårbare børn og unge. I Børn, Unge & Sorg giver vi gratis hjælp og behandling til børn og unge, der lever sammen med alvorligt syge forældre eller søskende som får brug for specialiseret psykolog hjælp efter tabet af en mor, far, søster eller bror. Derudover støtter og rådgiver vi både forældre og andet netværk omkring barnet eller den unge samt fagprofessionelle. Cost-benefit undersøgelser har vist, at samfundet får pengene 20 gange igen, hver gang et barn eller ung får et terapiforløb i Børn, Unge & Sorg. Så jeg mener bestemt, at vi leverer konkrete løsninger – og vi gør det endda for relativt få offentlige støttekroner, da en del af vores arbejde er finansieret gennem midler, vi rejser via private fonde, indsamlinger mv.

Børn, Unge & Sorg eksisterer, fordi meget få kommuner har målrettede og specialiserede tilbud til børn og unge, der har mistet eller er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende. Som organisation har vi nogle unikke muligheder for at hjælpe denne gruppe – blandt andet ved at inddrage frivillige, der selv har samme unikke livserfaring. Men vi ved også, at hvis vi skal give pårørende og efterladte børn og unge den bedste hjælp, så skal de offentlige institutioner være en vigtig del af løsningen. Derfor samarbejder vi med kommuner, uddannelsesinstitutioner, sygehuse og hospitaler. I fællesskab opkvalificerer vi medarbejdere og skaber en mere målrettet indsats til pårørende og efterladte.

På samme måde samarbejder kommuner og frivillige med sociale organisationer på alle andre sociale områder. Og al erfaring fra tidligere undersøgelser viser, at det samarbejde er guld værd: Samarbejdet bidrager til større variation i de offentlige tilbud, ekstra ressourcer og bedre kontakt til lokalsamfundet.

Så lad os for alt i verden ikke sætte et kunstigt skel op mellem de frivillige sociale organisationer og kommunerne. Det er ingen tjent med. For vi har en fælles interesse, og vi har fælles mål, men vi har forskellige værktøjer til at nå dem. Derfor skaber vi de bedste løsninger, når vi samarbejder. Nemlig når vi tager det bedste fra begge verdener og i fællesskab tager hånd om de mest sårbare og udsatte i vores samfund.