Gør sorgorlov til startskuddet på en national handleplan

Sorgorlov kan være nødvendigt for forældre, der mister et barn. Men hvis politikerne virkelig er optagede af at gøre det lettere at være efterladt, så er sorgorlov for forældre blot en begyndelse.

Af Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter – bragt i Altinget den 31. august 2020

Jeg er glad for at se den store opbakning fra både borgere og politikere til borgerforslaget om en sorgorlov for mennesker, der mister et barn under 18 år.

Det er selvsagt en stor sorg for forældre at miste et barn og for søskende at miste en bror eller søster. Sorgen er for de fleste efterladte en livskrise, der forandrer dem for altid. Sorgen kan give store følelsesmæssige, fysiske, sociale, adfærdsmæssige, tankemæssige og eksistentielle reaktioner hos de efterladte. Reaktioner der vil komme og gå resten af livet. Og reaktioner, der i en periode helt kan lamme evnen til at fungere (herunder gå på arbejde) som før.

En orlov kan være nødvendigt og gavnligt for nogle af de forældre, der mister et barn. Men hvis man fra politisk hold er oprigtigt optaget af at gøre det lettere at være efterladt i Danmark, så er vedtagelsen af en sorgorlov til forældre alene en begyndelse. For sorg rammer alle! Vi må ikke opbygge et sorghierarki, der fortæller at nogle typer tab er lettere end andre. Fx ved vi fra forskningen at mange yngre voksne, der mister en partner og mennesker, der mister børn over 18 år ligeledes er meget udsatte. Svære sorgreaktioner ses også i andre grupper af efterladte – på tværs af alder og på tværs af tabstype. Derudover ved vi fra mange års arbejde med sorgterapi til unge, at mange efterladte har brug for mere og andet end en sorgorlov. Fx for specialiseret sorgterapi, for adgang til en sorggruppe eller for langt større viden om sorg og sorgreaktioner på arbejdspladsen/skolen/uddannelsesinstitutioner, på jobcenteret og i omgivelserne generelt.

Jeg håber derfor at den store interesse for forslaget om en sorgorlov til forældre kan være startskuddet til en national handleplan for alle efterladte i Danmark. En tværpolitisk handleplan, der skal baseres på den stigende mængde af viden, vi har om sorg fra forskning i ind- og udland og som bl.a. Det Nationale Sorgcenter har opbygget gennem 20 års arbejde med efterladte.

Mennesker sørger forskelligt

Sorgen kommer til udtryk på mange forskellige måder. Det gør den, fordi vi sørger forskelligt og i forskelligt tempo. Nogle efterladte reagerer voldsomt lige efter tabet hvor andre først for alvor erkender tabet efter længere tid. Når det gælder sorgreaktioner, så har nogle efterladte stor brug for at tale om deres sorg. Med deres venner, med deres familie eller i en sorggruppe med andre efterladte. Andre bearbejder sorgen på andre måder. Når det gælder arbejdslivet, så ser vi at nogle efterladte oplever jobbet og andre daglige gøremål eller sociale kontakter og begivenheder som en belastning og et pres – mens andre ser dem som en velkommen pause fra tankerne og savnet.

Den ene måde er ikke mere rigtig end den anden. Og den, der hurtigt genoptager sit arbejdsliv eller deltager i sociale sammenkomster har ikke en ’mindre’ sorg eller en ’mindre’ kærlighed til den, de har mistet, end dem, der overmandes af sorgen i en grad, så de går helt i stå.

Langt de fleste efterladte gennemlever en såkaldt ’naturlig’ sorgreaktion. Det kan lyde kynisk at bruge ordet ’naturlig’ i forbindelse med det mest smertefulde i et menneskes liv. Det betyder alene at den efterladte ved hjælp af egne ressourcer, støtte og hjælp fra netværket og ikke mindst tidens gang langsomt anerkender og accepterer tabet og tilpasser sig en ny virkelighed på en måde hvor de fortsat har den døde med sig i deres liv.

I den naturlige sorgreaktion, pendulerer man som efterladt mellem i perioder at være overmandet og fyldt af sorgen, mens man i andre perioder holder pauser fra sorgen og kan forholde sig til nutiden og i glimt til fremtiden også. Savnet og tabet fylder for de fleste mest i starten, hvor evnen til at se frem kan være meget lille eller ikke-eksisterende. Men balancen ændres over tid, om end sorgen og savnet vil besøge den efterladte resten af livet.

En mindre gruppe efterladte formår dog ikke at veksle mellem fortid og fremtid. De sidder enten helt fast i tabet og savnet eller de ignorerer tabet og savnet i en grad, så sorgen måske ikke er så synlig for andre, men risikerer at give omfattende problemer på længere sigt.

Nogle efterladte får livet ødelagt af sorg

Vi ved fra forskningen at efterladte i alle aldersgrupper og med forskellige typer af tab, kan få brug for specialiseret sorgterapi til tabet. 10-15 pct. af alle efterladte, der mister en nærtstående, udvikler en kompliceret sorgreaktion. Det svarer årligt til at cirka 25.000 danskere udvikler komplicerede sorgreaktioner. De kan ikke bearbejde og håndtere tabet ved egen og netværkets hjælp, men får brug for specialiseret sorgterapi. Bl.a. derfor har WHO fra januar 2022 besluttet at gøre ’vedvarende sorglidelse’ til en selvstændig diagnose, så man fremover med større sandsynlighed kan få den rette hjælp.

Om man udvikler en kompliceret sorgreaktion handler ikke om graden af kærlighed. Det er ikke sådan at jo højere man har elsket, jo større er sandsynligheden for en kompliceret sorgreaktion. Fx kan også mennesker, der har haft en meget svær relation til afdøde udvikle en kompliceret sorgreaktion. Vores reaktioner som efterladte afhænger både af vores egne ressourcer og sårbarhed, af vores mulighed for at trække på et stærkt og støttende netværk, af typen af relation til afdøde, af omstændighederne ved dødsfaldet og en lang række andre faktorer. 

Brug for en national handleplan

Jeg ser det i høj grad som en opgave for politikere på tværs af sundhedsområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet at påbegynde arbejdet på en fælles national plan for efterladte. En plan der med udgangspunkt i nyeste viden og forskning ser mere bredt på hvordan vi sammen gør det lettere at være efterladt i Danmark og som forholder sig til en bred vifte af nødvendige indsatser:

Er arbejdspladserne klædt på med viden om sorgreaktioner, om sorgens betydning for arbejdsevnen og om de mange tiltag en arbejdsplads kan gøre for at understøtte sorgramte? Er det nok at under 5 pct. af de danske arbejdspladser har en sorgpolitik? Ved jobcentrene nok om sorg og sorgreaktioner til at gå i dialog med en arbejdsgiver om en fornuftig og måske gradvis tilbagevenden til job for en sygemeldt borger? Og til ikke at presse sygemeldte efterladte til en for hurtig raskmelding? Er de praktiserende læger opmærksomme på sorgens (også langsigtede) konsekvenser og udtryk? Og kan de skelne mellem naturlige og komplicerede sorgreaktioner? Kan vi i tilstrækkelig grad tilbyde specialiseret sorgterapi til mennesker i alle aldre, der udvikler komplicerede sorgreaktioner? Hvordan sikrer vi, at der arbejdes systematisk og forebyggende med risikogrupper? Hvordan bliver vi bedre til at ”spotte” de 25.000 danskere, der årligt rammes af komplicerede sorgreaktioner?  Hvordan sikrer vi, at der er et civilsamfund, der kan tilbyde støtte fra ligesindede via sorggrupper eller fx telefonrådgivning i hele landet? Gør vi nok for at nedbryde de tabuer der findes om død og sorg i vore samfund og som gør sorgen til en ensom affære for mange efterladte?

At miste er en smertefuld og livsforandrende oplevelse for alle efterladte. Vi risikerer desværre som samfund at gøre ondt værre ved ikke at konsultere den nyeste viden om sorgens konsekvenser. For de efterladtes skyld. Og for samfundets skyld. Fx har Deloitte har estimeret, at komplicerede sorgreaktioner koster samfundet 3.4 mia. kr. årligt i tabt produktivitet og udgifter til sygedagpenge. Alle betaler dyrt for at vi ikke omsætte vores voksende viden om sorg til konkrete indsatser og handling.