Vi har pligt til at have et landsdækkende specialiseret tilbud til de efterladte, der udvikler komplicerede sorgreaktioner. Sådan lyder det centrale budskab fra direktør Preben Engelbrekt.

Uddrag fra kronikken: … Der er ingen tvivl om, at Good Grief – og frivilligt ledede sorggrupper i det hele taget – er en kæmpe hjælp for efterladte børn og unge. Men den frivillige metode har sine begrænsninger. Først og fremmest i forhold til de børn og unge, der er hårdest ramt. Det ser vi også i filmen, da seksårige Peter lukker op omkring sin sorg over for en af organisationens frivillige.

Den frivillige: ”Hvorfor tror du, det gjorde ondt?”.

Peter: ”Fordi det var en bilulykke.”

Den frivillige: ”Hvem skal du fejre jul med?”.

Det skærer i mit hjerte, når jeg ser den scene. Når jeg ser, at Peters reaktioner på moderens død ikke bliver mødt. Men den frivillige, der taler med Peter, handler korrekt. Hun har ikke en psykologfaglighed til at gå ind og undersøge de forestillinger, Peter gør sig om sin mors død. Måske kæmper Peter med indre flashbacks ud fra forestillinger om sin mors trafikulykke. Måske har Peter svært ved at slippe en form for identificering med sin mor om at være i smerte, inden hun dør.

Læs hele kronikken HER