Jeg er dybt betænkelig ved, at vi begynder at lave lovgivning på sorgområdet baseret på enkeltsager, mener stifter og direktør af Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

Der er endnu engang stillet et borgerforslag, som skal sikre bedre hjælp til sorgramte. Denne gang et forslag om “sorgberedskab til familier med hjemmeboende børn, der pludseligt eller tragisk mister mor eller far”.

Forslaget er stillet af en kvinde, der som højgravid og med en datter på tre år mistede sin mand pludseligt. Der var ingen hjælp at hente, da de trådte ud af sygehuset.

Det seneste borgerforslag, der blev enstemmigt vedtaget i Folketinget, var at give alle forældre, der mister et barn under 18 år, ret til seks måneders orlov. Forslaget blev stillet af en mor, der havde mistet sin 15-årige søn. Baggrunden var, at hun efter at have haft plejeorlov for at passe sønnen havde ret til tre måneders orlov efter hans død. Hendes mand derimod var sygemeldt og skulle forholde sig til jobcenter.

Som direktør for Det Nationale Sorgcenter skulle man umiddelbart tro, jeg bliver begejstret, når politikere ovenikøbet enstemmigt beslutter at gøre et borgerforslag til lovgivning på sorgområdet, hvilket sandsynligvis også kommer til at ske med det netop fremsatte forslag. Det gør jeg ikke.

Betænkelig ved lovgivning på enkeltområder

Jeg har fuld forståelse og respekt for dem, der stiller forslagene. At der må gøres noget, så andre ikke havner i samme situation, som de selv stod i. At gøre noget kan også give en mening i meningsløsheden over at have mistet.

Men jeg er dybt betænkelig ved, at vi begynder at lave lovgivning på sorgområdet baseret på enkeltsager og ikke på, hvad forskningen og aktører på sorgområdet peger på.

I forhold til retten om sorgorlov, når man mister et barn under 18 år, er der ikke forskning, der peger på, om en orlov vil forbedre eller forværre situationen for de efterladte. Til gengæld ved vi, at man med en orlov ikke har den samme støtte til at normalisere hverdagen.

Manglende sorgpolitik på arbejdspladser

Når man går alene med sin sorg, øges risikoen for at udvikle depression og lignende, så sorgen udvikler sig mere negativt. Vi ved også, at det kan være en kæmpe hjælp, hvis arbejdspladserne har fokus på gradvis tilbagevenden til jobbet – og at det ville være en stor forbedring, hvis håndtering af sorg på arbejdspladsen ikke var så overset. Det skønnes, at kun 2 procent af landets arbejdspladser har en sorgpolitik.

Dertil kommer, at der så vidt jeg ved heller ikke er forskning, der peger på, at det skulle være værre at miste et barn på eksempelvis 15 år end et barn 19, hvor forældrene så falder uden for den eksisterende lovgivning i forhold til at have krav på orlov.

I forhold til det netop fremsendte forslag om sorgberedskab til familier med hjemmeboende børn, der pludseligt eller tragisk mister mor eller far, risikerer vi igen at få lovgivning til en særlig gruppe.

Men hvad med de børn, der mister forældre efter længerevarende sygdom, som i dag af mange også opleves som pludselige dødsfald, da lægevidenskaben sørger for vi lever længere og længere også med de livstruende sygdomme? Eller med de børn, som mister en søskende?

Brug for national sorghandleplan

I stedet for lovgivning hist og pist, der beror på hjerteskærende enkeltsager, som vi alle bliver berørte af – også politikere – bør der afsættes penge til at udarbejde en national sorghandleplan.

I nogle år har vi haft lovgivning, så ældre over 65 år, der mister en partner, har krav på at få besøg af en kommunal forebyggelseskonsulent. Hvis – eller måske rettere når, det nye borgerforslag besluttes, har børn, der mister pludseligt, krav på noget tilsvarende.

Men hvorfor skal det være nogle få særlige grupper, der får tilbud om sorgstøtte? Vi ved fra forskningen, at tidlig støtte kan forebygge nogle af de svære konsekvenser, og at vi vil kunne opspore de op til 20 procent af efterladte, der udvikler komplicerede sorgreaktioner.

Ligesom alle nybagte familier får tilbudt nogle besøg af sundhedsplejersker både for at få råd og vejledning og for at vurderer barnets udvikling, ja, så burde alle efterladte have tilbud om besøg af en kommunal sorgrådgiver.

Vi har masser af viden om udfordringerne på sorgområdet og forslag til løsninger. Tak hvis I politikere vil sikre denne viden bliver omsat i en national sorghandleplan, så vi kan hjælpe alle, der oplever en stor sorg og naturligvis mest dem, der udvikler de komplicerede sorgreaktioner. Ingen mennesker bør have deres liv ødelagt på grund af sorg.