DEBAT i Altinget 05. januar 2024:

Af Preben Engelbrekt, direktør og stifter, Det Nationale Sorgcenter 

Ældre, der mister en livsledsager, oplever øget ensomhed, lavere social støtte, øget selvmordsrisiko og et forhøjet forbrug af sundhedsvæsenet. Derfor skal frontpersonalet i ældreplejen have styrket sine kompetencer inden for forebyggelse og støtte til ældre, der mister en livsledsager, skriver Preben Engelbrekt. 

I Det Nationale Sorgcenter, hører vi igen og igen fra ældre, der mister en partner, at deres sorg negligeres. De mødes ofte med sætninger som: ”I fik jo rigtig mange gode år sammen” – eller ”nu fik han da endelig fred efter et langt sygdomsforløb”. Det er mit indtryk, at ældre rangerer nederst i ”sorghierarkiet”, og at mange overser, at sorg i høj grad handler om den relation, man har haft til afdøde. Sorg har ingen alder.  

Gudrun mødte sin mand Hans, da hun var 19, og han var 23. Kort før parret kunne fejre guldbryllup, dør Hans efter et kort sygdomsforløb. Gudrun har altid følt sig højt elsket af Hans og savner i høj grad fortsat at kunne dele sit liv med ham. Gudrun mister lysten til at leve. Hun sover i et års tid på sofaen i stuen, da det er ubærligt at ligge sig ind i det, der var deres fælles soveværelse. Gudrun isolerer sig, opsøger sin læge og får både sove- og antidepressiv medicin.  Gudrun bliver indlagt på hospitalet og får foretaget en række undersøgelser, som viser, at Gudrun er fysisk rask.  

Tabet af en livsledsager er ikke kun en følelsesmæssig udfordring for ældre; det er også en kompleks sundhedsmæssig udfordring. Årligt mister omkring 16.500 ældre over 65 år en ægtefælle i Danmark, og denne gruppe oplever ofte en markant stigning i kontakter til sundhedsvæsnet i årene efter tabet (Danmarks Statistik, 2020). 

En ny undersøgelse, gennemført af Deloitte for Det Nationale Sorgcenter, bekræfter dette ved at påvise, at ældre, der mister en partner, har et forhøjet forbrug af sundhedsvæsnet, herunder kontakter til sygehusvæsnet, psykiatrien og almen praksis. Et andet dansk studie viser, at især en partners død kan være forbundet med øget selvmordsrisiko i tiden umiddelbart efter, at den ældre er blevet alene.  Dette indikerer ikke blot behovet for mere omfattende støtte til sorgramte ældre, men også vigtigheden af at identificere og håndtere de komplekse sorgreaktioner, der kan opstå efter et tab. 

Samtidig viser en analyse fra VIVE udarbejdet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter, at ældre, der mister en ægtefælle eller samlever, oplever øget ensomhed og lavere social støtte. Dette er ikke blot et spørgsmål om emotionel støtte, men også mangel på praktisk hjælp og nogen at dele livets glæder med. Det er her, hvor de forebyggende hjemmebesøg og hjemmehjælpere kan spille en afgørende rolle. 

Forebyggelseskonsulenter og hjemmehjælpere er frontlinjeaktører i at opspore og støtte sorgramte ældre. De forebyggende hjemmebesøg, som tilbydes til ældre over 65 år i Danmark, har potentiale til at være mere end blot en social check-in. De bør hjælpe med at opspore de op til 20 % af ældre, som har mistet en ægtefælle, der udvikler komplicerede sorgreaktioner og henvise dem til et specialiseret tilbud om sorgterapi.  

Med den nye ældrelov er det på tide at sikre, at de gode intentioner om mere tid til omsorg og pleje også omfatter en styrkelse af de ansattes kompetencer inden for forebyggelse og støtte til ældre, der mister en livsledsager. Derfor er det afgørende, at både forebyggelseskonsulenter og hjemmehjælpere modtager relevant uddannelse i at håndtere de særlige udfordringer, som sorgramte ældre står overfor.  

Frontpersonale i ældreplejen kan med fordel hjælpe med at opspore og støtte denne oversete gruppe af sorgramte ældre. En investering i forebyggelse og støtte vil ikke kun øge livskvaliteten for de berørte ældre, men også lette presset på det overbelastede sundhedssystem. Dertil kommer, at de færreste kommuner eller regioner har specialiseret sorgterapi, til de cirka 3.300 ældre, som årligt udvikler komplicerede sorgreaktioner efter at have mistet en ægtefælle.  

Gudrun var så heldig at bo i Region Hovedstaden, hvor Det Nationale Sorgcenter med bevilling fra Social- og Ældreministeriet, kan tilbyde specialiseret sorgterapi. Gudrun savner fortsat Hans, men har genvundet livsglæden, får ikke længere sove- eller antidepressiv medicin og sover igen i soveværelset.