Se det fulde program for jubilæumsfejringen d. 12. september
Fredag den 12. september markerer vi, at Børn, Unge & Sorg kan fejre 25-års jubilæum. Gennem et kvart århundrede har vi stået ved siden af børn, unge og familier, der har mistet eller lever med alvorlig sygdom tæt inde på livet. Det er en dag, hvor vi både ser tilbage på den rejse, vi har været på siden begyndelsen i 2000 – og frem mod de næste årtier, hvor vi fortsat vil arbejde for at give sorg rummet, stemmen og fællesskabet.
Et særligt program
Til jubilæumsfejringen samles gæster, samarbejdspartnere, støtter og ambassadører til en eftermiddag, hvor sorgens mange facetter bliver sat i centrum. Programmet rummer både taler, musik, personlige fortællinger og et forskningsmæssigt tilbageblik på sorgens udvikling.
Officielt program kl. 13.00 – 14.40:
- Velkomst v. kommunikationschef, Claus Fahrendorff
- Tale v. bestyrelsesformand, Mads Koch Hansen
- Tale v. Hendes Majestæt Dronning Mary
- Tale v. social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen
- Musikalsk indslag: sanger Julie Maria Barkou Larsen og Gert Barslund
- Oplæg v. professor og sorgforsker, Maja O’Connor, Aarhus Universitet og Det Nationale Sorgcenter
- Samtaleseance v. psykolog i Børn, Unge & Sorg, Line Engel Clasen med Sylvester på 15 år, Ida på 18 år og deres far Ulrik
- Musikalsk indslag: sangen ‘Korthus’ fremføres af sanger Anna David, ambassadør for Det Nationale Sorgcenter
- Tale v. direktør og stifter af Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt
Herefter afrundes fejringen med en reception.
Ambassadører og stemmer for sagen
Ved jubilæet præsenteres også vores nye ambassadører:
- Morten Løkkegaard, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre
- Louise Herping Ellegaard, Iværksætter og investor
- Anna David, Sanger og sangskriver
- Sara Maria Franch-Mærkedahl, TV-vært og medejer af MELIO
Som ambassadører vil de være med til at udbrede kendskabet til sorg og støtte op om vores arbejde for at give flere børn, unge og familier den hjælp, de har brug for.
Et tilbageblik – og et blik fremad
Siden Børn, Unge & Sorg blev grundlagt, har tusindvis af børn og unge fundet støtte, når livet er blevet forandret af tab. Vi har sat sorg på dagsordenen i Danmark – og vi vil fortsat arbejde for, at ingen står alene, når sorgen rammer.
Jubilæet er ikke kun en anledning til at fejre 25 års arbejde, men også et løfte om at fortsætte indsatsen i mange år fremover.
Om Børn, Unge & Sorg
Børn, Unge & Sorg blev stiftet i 2000 af Preben Engelbrekt under navnet Ungekontakten. Organisationen er siden vokset til at blive en central del af Det Nationale Sorgcenter, hvor næsten 65 ansatte og over 80 frivillige arbejder for at sorg aldrig må ødelægge livet. Børn, Unge & Sorg har kontorer i København, Odense, Vejle, Aarhus og Aalborg.
Pressedeltagelse:
Tilmelding til jubilæet den 12. september kl. 13 på Amagerbrogade 150, 1. sal skal ske til kommunikationschef Claus Fahrendorff senest den 10. september kl. 12.00 på mail cfa@sorgcenter.dk.