Sorgen følger med på arbejde – og vi ved ikke, hvordan vi skal møde den

Hver fjerde dansker på arbejdsmarkedet har alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet. Næsten halvdelen oplever, at situationen påvirker deres arbejdsliv negativt. Nu lancerer Det Nationale Sorgcenter et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, der skal gøre danske arbejdspladser bedre rustet til at støtte medarbejdere i sorg. Målet er at udvikle forskningsbaseret viden og konkrete redskaber til ledere, HR og kolleger. Projektet er støttet af Salling Fondene, gennemføres i samarbejde med fire store danske arbejdspladser og forskere fra Center for Krisepsykologi, Universitetet i Bergen.
Det Nationale Sorgcenter vil skabe et bedre grundlag for handling
Der mangler viden om, hvordan støtten organiseres og opleves – både af den berørte medarbejder og af de ledere, kolleger og HR-medarbejdere, der skal handle. Projektet ’Sorg på arbejdspladsen’ er med støtte fra Salling Fondene, fagligt forankret ved Universitetet i Bergen og i samarbejde med fire store danske virksomheder: Salling Group, Jyske Bank, GF Forsikring og Andel.
Fælles rammer er langt fra en selvfølge, og der er meget lidt opmærksomhed på problemstillingen. Kun hver fjerde på arbejdsmarkedet, kan svare på om deres arbejdsplads har en politik eller retningslinjer for pårørende.
– Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejde, og når vi rammes af alvorlig sygdom eller død, tager vi naturligvis også sorgen med os ind ad døren. En arbejdsplads kan ikke fjerne sorgen, men den kan skabe rammer, som gør, at den sorgramte medarbejder og kollegerne bliver mere komfortable med det, udtaler Victoria Tepper Chef for behandling, viden & erhvervssamarbejde i Det Nationale Sorgcenter
– Arbejdspladsen spiller en vigtig rolle, når medarbejdere rammes af alvorlig sygdom eller dødsfald tæt på livet. ’Sorg på arbejdspladsen’ har potentiale til at styrke vidensgrundlaget og omsætte forskning til konkrete værktøjer, som kan understøtte både medarbejdere og ledere i praksis og komme mange arbejdspladser til gavn, siger Anders Hagh, bestyrelsesformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og CEO i Salling Group.
Forskningen skal tæt på arbejdspladsernes virkelighed
Projektet skal undersøge de situationer, hvor arbejdspladser typisk kan blive i tvivl om, hvad de skal gøre. Det gælder blandt andet den første samtale efter alvorlig sygdom eller et dødsfald, den løbende opfølgning og medarbejderens tilbagevenden til arbejdet.
Formålet er at få viden om de erfaringer, udfordringer og handlemuligheder, der går igen på tværs af forskellige arbejdspladser.
– God støtte må ikke afhænge af, hvilken leder man tilfældigvis har, men den kan heller ikke sættes på formel. Behovene kan ændre sig undervejs, når en medarbejder mister eller bliver pårørende til en alvorligt syg. Vi undersøger derfor både, hvad medarbejderen har brug for, og hvad arbejdspladsen skal have på plads for at kunne støtte sammenhængende gennem hele forløbet, siger Martin Blinkenberg Lytje, projektleder og lektor ved Universitetet i Bergen, Center for Krisepsykologi.
Fire virksomheder bidrager med erfaringer fra praksis
Salling Group, Jyske Bank, GF Forsikring og Andel deltager som cases og giver forskerne adgang til erfaringer fra medarbejdere, ledere og HR på tværs af forskellige brancher.
Virksomhedernes deltagelse gør det muligt at komme tæt på de erfaringer og dilemmaer, der opstår i praksis, og dermed skabe viden, som også andre arbejdspladser kan få gavn af.
Virksomhederne bidrager med erfaringer fra praksis, men har ingen indflydelse på forskningens analyser, konklusioner eller publikationer. Resultaterne offentliggøres samlet og anonymiseret.
Den nye viden skal samles i en forskningsbaseret rapport og omsættes til konkrete materialer, som bliver frit tilgængelige for arbejdspladser i hele Danmark.
PFA deltager som implementerings- og formidlingspartner og skal bidrage til, at projektets viden omsættes og når ud til danske arbejdspladser.
Om Sorg på arbejdspladsen
- Projektet er udviklet og ledes fagligt af Martin Blinkenberg Lytje, projektleder og seniorforsker ved Det Nationale Sorgcenter samt lektor ved Universitetet i Bergen, center for krisepsykologi.
- Sorg på arbejdspladsen er et forsknings- og udviklingsprojekt forankret hos Det Nationale Sorgcenter.
- Projektet gennemføres fra august 2026 til juli 2028.
- Salling Fondene har støttet projektet med 1,6 mio. kr.
- Det Nationale Sorgcenter er juridisk og administrativ vært samt bevillingsmodtager.
- Universitetet i Bergen sikrer den forskningsmæssige forankring og kvalitet.
- Salling Group, Jyske Bank, GF Forsikring og Andel deltager som virksomhedscases.
- PFA deltager som implementerings- og formidlingspartner og bidrager ikke med interviewdata.
- Projektet omfatter 60-100 interview med medarbejdere, ledere og HR samt analyse af relevante politikker, retningslinjer og praksisbeskrivelser.