Sarah er 12 år, da hendes far dør af en overdosis. 

Det, der fyldte mest i sorgen, var ikke kun tabet af den far, hun havde. Det var også tabet af alt det, der kunne have været. Håbet om at få en far. 

“Jeg savnede jo nok mest det, der kunne have været. Det, der var mit største håb,” fortæller Sarah. 

Efter hans død blev sorgen noget, hun bar alene. Hendes fars liv var omgærdet af tabu, og det blev hans død også. Der var ikke nogen at tale med om det svære, og hun fik aldrig rigtig udviklet et sprog for sine følelser. I stedet lærte hun at gemme smerten væk. 

“Det sværeste har været at stå alene med smerten. Ikke at have nogen at tale med om den. Ikke at udvikle et sprog for de svære følelser.” 

Som årene gik, satte sorgen sig dybere. Sarah beskriver, hvordan ensomheden voksede, og hvordan hun havde svært ved at vise sårbarhed og række ud efter hjælp. Senere i livet blev sorgen så overvældende, at hun forsøgte at dulme smerten gennem et hashmisbrug. I dag ved hun, hvor stor en forskel det kunne have gjort at få hjælp tidligere. 

“Jeg ville ønske, at der havde været mulighed for at være i en sorggruppe.” 

Sarahs historie viser, hvor alvorlige konsekvenser sorg kan få, når børn og unge står alene med den alt for længe. Med den rette støtte kan flere få hjælp til at forstå deres følelser, sætte ord på sorgen og mærke, at de ikke er alene.