Camilla er vokset op alene med sin mor. Det var hende, hun delte alt med. Hende, hun gik til med både små og store ting. Hende, der altid var der.

Da hendes mor pludselig dør i en trafikulykke, ændrer det alt.

Noget i Camilla lukker ned. Tiden omkring hospitalet står uklart, og også årene efter bliver svære at huske. Hun forsøger at holde fast i hverdagen, rejser meget og holder sig i gang – men indeni har hun svært ved at forstå, at hendes mor ikke kommer tilbage.

Det tager lang tid, før det går op for hende, at sorgen ikke er noget, man kan løbe fra. Det, der fylder mest, er ensomheden. At stå med noget, der er så stort, uden rigtigt at have nogen at dele det med. Og følelsen af, at omverdenen går videre, mens man selv sidder fast.

I dag mærker hun især savnet, når noget godt sker. Når hun opnår noget eller når milepæle i sit liv. For det er dér, hun allermest savner at kunne vende sig om og dele det med sin mor.

Camillas historie viser, hvor dybt et tab kan sætte sig og hvor længe det kan følge med, hvis man står alene med det. Med den rette hjælp kan flere få støtte tidligere i deres sorg. Og slippe for at bære det hele selv alt for længe.