Kære Dig,

Tusind tak for dit fine brev.

Først og fremmest, vil jeg gerne sige, at jeg blev rørt og følte mig genkendt, da jeg læste dit brev. Mit navn er Céline, og jeg er 21 år gammel. Jeg sidder her som frivillig, fordi jeg selv har mistet min bror for 4 år siden i en faldulykke.

Selvom jeg ikke selv har haft en alvorlig syg forældre, så kan jeg godt genkende mange af de ting, som du så fint beskriver i dit brev.

Jeg mistede min bror, da jeg var teenager, og jeg havde også virkelig svært ved at tale om det, til at starte med. Til sidst voksede klumpen i min mave sig dog så stor, at jeg blev nødt til at tale med nogle om det. Ligesom dig, havde jeg også en masse tanker om, hvordan folk nu ville møde mig i min store sorg. Og jeg frygtede dét virkelig, og det myldrede med skrækscenarier inde i mit hoved. Men da jeg endelig startede med at åbne op for mine nærmeste veninder, følte jeg mig virkelig anerkendt og genkendt. Dét øjeblik reddede mig virkelig.

Jeg forstod først dér, på det særlige tidspunkt, at der var nogle mennesker tæt på mig, som faktisk følte en omsorg for mig.  Det blev vigtigt for mig senere hen, når jeg nogle gange også fik åbnede op for nogle mennesker, som ikke var i stand til at møde mig, hvor jeg var.

Jeg har talt med mange forskellige mennesker om tabet af min bror. Jeg kan mærke, at det gør noget godt for min sorgproces, fordi jeg bl.a. føler mig mindre alene med den tunge byrde.

Når jeg taler med folk om min bror, så føler jeg mig mindre ensom. Det kan godt være, at der er mange af mine venner, som ikke kan genkende dét jeg taler om, men de er nærværende, og de minder mig om, at livet stadig er værd at leve – fordi de er sammen med mig. Mine venner deler også tit nogle oplevelser med mig, som jeg ikke kan genkende – og jeg er der jo for dem alligevel.

Det var rart for mig at finde ud af, at det kan gå begge veje.

Jeg genkender også klart problematikken omkring at dele sin smerte med ens forældre – det var svært for mig,  og da jeg tog snakken med dem første gang følte jeg mig heller ikke særlig mødt. De forstod mig ligesom ikke rigtigt – og som du også skriver, så gik det hurtigt hen og blev praktisk. Men jeg blev ved at tage snakken, for jeg havde brug for at blive forstået – og bare efter et par gange blev samtalerne rigtig givende. Jeg fandt ud af, at det hjalp mig, hvis jeg startede samtalen ud med at sige, hvad det var jeg havde brug for. Og så forstod de det oftest godt – og vigtigst af alt – jeg kom til at føle mig mindre alene.

Jeg forstår også sagtens, hvordan andre hændelser kan ”tricke” sorgen over din mors diagnose. Jeg kan fuldstændig genkende det, du beskriver. Jeg får stadig den følelse af, at ”bægeret flyder over” en gang i mellem, og for mig har det hjulpet at give plads til dét og bare acceptere, at det af og til kan komme som en bølge og slå mig omkuld. Det hjælper faktisk nogle gange for mig bare at dvæle ved dét, der er svært, og f.eks. lytte til musik imens eller gå en lang tur, hvor jeg bare giver mig selv lov til at være ulykkelig. Men når dét rammer mig, så husker jeg at fortælle dét til mindst én betydningsfuld person i min omgangskreds.

Det bliver kun sværere for mig at komme over den slags, hvis jeg også skal bære rundt på det sværeste i min verden alene.

Ked af det-heden og ensomheden smelter oftest sammen for mig, og det er dér, at det bliver hårdest. Derfor tvinger jeg mig selv til at tale med nogen om det, så jeg kan fralægge mig følelsen af at være ensom for en stund. Ked af det-heden ændrer sig aldrig for mig, og det er noget jeg altid vil opleve, at jeg er alene med – men tiden har dog været en vigtig faktor, den hjælper lidt på smerten.

Jeg forstår rigtig godt, at du har brug for at tale med nogle, som er i samme situation, som dig.

Prøv evt. at følg dette link. Linket fører til vores hjemmeside, hvor du her kan se forskellige muligheder for, hvad man kan gøre, når ens forælder bliver alvorligt syg.

Jeg kan på det varmeste anbefale vores samtalegrupper og vores psykologsessioner, som rigtig mange unge benytter sig af.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg synes, at det er rigtig modigt, at du skriver ind til os. Vi vil rigtig gerne være her for dig – både ved brevkassen, chatten og telefonen. Du kontakter os endelig bare, hvis du har nogle spørgsmål – eller bare har brug for at dele dine tanker.

Jeg sender dig mange varme tanker.

De bedste hilsner, Céline (Frivillig)