Hej,

Tak fordi skriver. Jeg er rigtig ked af at høre at du har mistet din mand, og dine børn har mistet deres far.  Det lyder som om hele forløbet er gået urimeligt hurtigt. Jeg kan godt forstå, at dine børn er vrede, det er ikke retfærdigt, at de skulle miste deres far alt for tidligt. Samtidig kan jeg godt forstå, at det er meget frustrerende for dig, at de retter deres vrede mod dig. Du kunne jo heller ikke gøre noget for at helbrede din mands sygdom. Du er også i sorg, og det  er svært for jer alle tre. Livet er uendeligt hårdt i nogle situationer.

Jeg sidder her på Sorglinjen som frivillig, fordi vi mistede vores 19-årige datter for næsten 5 år siden. Vores to sønner, der på det tidspunkt var 22 og 25 år mistede deres elskede lillesøster. Vores datter var psykisk syg, og hverken hun selv eller vi havde ikke talt ret meget med vores drenge om hendes sygdom. Det ville hun ikke have , hun var bange for at gøre dem kede af det. Hun døde af et selvmord udløst af en psykose. Så det kom meget pludseligt, og uventet. Jeg var på det tidspunkt meget bange for at drengene skulle reagere med vrede mod os, fordi de ikke var blevet mere inddraget i deres søsters sygdom. Det var meget vigtigt, at de kom til at forstå, at vi følte os klemt mellem hensynet til vores datter, der gerne ville passe på sine brødre, og som nok også oplevede at andre unge mennesker havde virkeligt svært ved at forstå, hvordan hun havde det, og omfanget af hendes sygdom. Heldigvis hjalp vores datters behandlingssted i psykiatrien med at snakke med vores drenge om deres søsters sygdom,. Og hendes nærmeste behandler, som hun var tæt knyttet til, fortalte, at hun havde forsøgt at overbevise vores datter om, at det ville være godt at inddrage hendes brødre i hendes sygdom, og alle de udfordringer det gav hende. Hun havde planlagt selvmordet et stykke tid, og det hjalp vores drenge, at de godt kunne se at hun havde sagt farvel til dem, selvom de først kunne sige farvel til hende, da hun var død. Det hjalp dem også til at forstå, at hendes liv har virkeligt svært, og mulighederne for at få det bedre var ikke gode.

For mig personligt har det vigtigste for at kunne leve videre med min datters død været, at komme overens med at livet ikke er retfærdigt. Jeg er blevet nødt til at komme overens med magtesløsheden i forhold til vores datters sygdom og død, for ikke at påtage mig en skyld , som jeg ikke har, for min datters sygdom og død. I forhold til drengene har de haft brug for at tale med os, hjælp til at træde ud og ind ad sorgen, så den ikke fyldte det hele. Den yngste havde også gavn af en psykolog, men den ældste mest har brugt sin ret brogede venneflok i sorgprocessen.

Dine børn har mulighed for at få hjælp hos Børn, Unge og Sorg. I Børn, Unge og Sorg er der mulighed for at komme i en samtalegruppe for unge på 20-28 år, der har mistet en forælder. Hver gruppe ledes af to unge frivillige fra Børn, Unge & Sorg, der selv har mistet en forælder. Der er også mulighed for at få hjælp professionel hjælp af en psykolog. Du kan også selv kontakte vores psykologrådgivning for en snak om hvordan du bedst kan støtte dine børn i deres sorg. I kan læse mere om I Børn, Unge og Sorg’s tilbud HER.

Der er også mulighed for at få hjælp i Kræftens Bekæmpelse, når man har mistet til kræft. I kan læse om mulighederne i Kræftens Bekæmpelse her:

https://www.cancer.dk/omsorg/sorggrupper-boern-og-unge/

Jeg håber, at I finder ud af det sammen, og dine børn får den hjælp de har brug for.

Mange hilsner Lone