Sorg og kærlighed-cafeaften i København

Denne cafeaften er for dig, der har mistet en nærtstående og som har lyst til at høre om andres fortællinger om sorg og kærlighed.

Uanset om du har været i det samme forhold i lang tid, er i et helt nyt forhold eller ikke er i et forhold, kan en nærtståendes død spille en stor rolle i kærlighedslivet. For hvordan håndterer man at bære sorgen med sig i en romantisk kærlighedsrelation? Hvad kan være udfordrende for ens partner? Hvordan fortæller man en ny kæreste eller date, at man har mistet? Og hvad kan være svært ved at gå ind i et nyt forhold til en person, som ens afdøde måske aldrig har mødt og aldrig vil møde?

Uanset om tabet er nyt, eller om der er gået flere år, kan en nærtståendes død spille en stor rolle i ens kærlighedsliv. For nogle, fylder frygten for at miste igen rigtig meget, og det kan føles svært at skulle knytte sig til en ny med visheden om, at der er risiko for også at miste dem.

Til denne caféaften vil vores frivillige fortælle om deres erfaringer med emnet. De vil forsøge at tale ind i både deres eget og deres partners perspektiv, så kom endelig som par. Du behøver dog bestemt ikke at være i et forhold for at deltage. Efter de frivilliges historier vil der være mulighed for at stille spørgsmål eller dele egne erfaringer og tanker. Til sidst vil vi tale sammen i mindre grupper. Du må deltage på præcis de præmisser, du har lyst til, og er derfor velkommen til blot at lytte.

Sorgrelaterede følelser og tabuer kan være svære at tale om og svære for ens omgangskreds at forstå. Cafeaftener er et trygt rum for sorgen, hvor alt kan deles. Vi frivillige har alle mistet en forælder, og taler derfor ud fra det perspektiv. Men du er velkommen uanset, hvem du har mistet. Kom alene eller tag en ven, kæreste eller anden støtte med 🧡

📧 Meld dig til ved at sende en e-mail til cafe-aften@sorgcenter.dk med dit navn (+ evt. gæst) og aftenens tema “Sorg og kærlighed”.