“Få det bedre med Døden”
Årets Reklame for Alvor-kampagne er kåret: Det er med stor glæde, vi kan afsløre, at det blev reklamebureauet SeLigeMig, der løb af med sejren med kampagnen “Få det bedre med Døden.”
Da Børn, Unge & Sorg i efteråret blev udvalgt til at modtage Reklame for Alvor 2015, ønskede vi at benytte den enestående mulighed til at opfordre danskere til at slippe berøringsangsten og turde tale med børn og unge, der oplever sygdom og død i deres nære familie.
Og det har SeLigeMig grebet fantastisk an med denne kampagne:
– “Få det bedre med døden” er et genialt kampagne-koncept. Det anviser med et lidt provokerende og opsigtsvækkende udsagn den vej, vi mener, er så væsentlig at gå for, at vi bedre kan håndtere sorg. Vi skal turde tale om døden og ikke omgå den som en slags sygdom, der kan helbredes. En indstilling vi desværre ofte oplever i vores tid, fortæller Søren Bregendal, som er projektleder i fundraising, PR og marketing i Børn, Unge & Sorg.
Det var en meget enig jury, der blandt mange gode forslag valgte kampagnen:
– Årets vinderkampagne vil forsøge at nedbryde danskernes berøringsangst over for døden ved at portrættere døden som en ”menneskelig figur”, man kan forholde sig til. Det vil være en figur, som er mindre skræmmende end den, vi er vant til fra film, bøger og tegneserier. Den vil blive portrætteret som en naturlig del af børnenes/de unges liv – ligesom den på de sociale medier vil få sin egen profil, hvor den kan forklare danskerne, hvad de kan gøre for at hjælpe de sorgramte børn og unge, siger Susanne Lund, der er CEO i Republica og medlem af juryen.
Begejstring over kampagne
I Huset Markedsføring, som står bag Reklame for Alvor, er der også stor begejstring over kampagnen. Ifølge direktør i Huset Markedsføring Thomas Wahl er det et utraditionelt bud på et meget svært emne:
– “Få det bedre med døden” er et næsten poetisk bud på en kampagne, som ikke blot taler til målgruppen, der har problemstillingen aktuelt inde på livet, men den formår også at få alle til at stoppe op og tænke. Det er sublimt håndværk, intelligent tænkt på tværs af mange platforme, og jeg glæder mig til at se kampagnen eksekveret på tværs af de mange platforme RFA’s sponsorer stiller til rådighed. Herfra skal lyde et stort TAK for den støtte, alle involverede i RFA har bidraget med.
Også fra os i Børn, Unge & Sorg skal lyde en stor tak til alle, der har bidraget. Vi glæder os meget til juni måned, hvor kampagnen vil blive vist i en lang række medier.
Reklame For Alvor
Reklame for Alvor er et frivilligt initiativ, der én gang om året samler hele den danske kommunikationsbranches ekspertise og stiller den til rådighed for et relevant budskab. Det er Huset Markedsføring, som står bag gennemførelsen af Reklame For Alvor i Danmark.
Alle landets førende reklamebureauer dyster om at levere en nonprofit reklamekampagne, der skal sætte fokus på årets sag, og en lang række medier stiller medieplads gratis til rådighed.