Egmont Fonden giver pris og 1 mio. til Børn, Unge & Sorg
Egmont Fonden markerer sit 100-års jubilæum ved at give en pris på 1 mio. kr. til organisationen Børn, Unge & Sorg. Prisen skal bruges på at sikre landsdækkende hjælp til sorgramte børn og unge og styrke en ny corona-hotline.
Corona-epidemien rammer alle i Danmark. Også børn og unge. Nogle frygter, at forældre eller bedsteforældre kan dø af corona, og andre har det svært i en forandret og mere ensom hverdag.
Men nogle børn og unge er mere ramt end andre. Nemlig børn og unge, der til hverdag lever sammen med en alvorligt syg mor, far, søster eller bror – eller børn og unge, der tidligere har mistet, og som oplever, at corona-epidemien får sorg og angst til at blusse op. Det fortæller flere organisationer tæt på børnene og de unge til Egmont Fonden.
Derfor er det en stor glæde, at Egmont Fonden kan give en pris på 1. mio. kr. til en organisation, som hjælper børn og unge, der har sygdom og sorg tæt inde på livet, og som har det ekstra svært lige nu. Prisen gives som led i markering af Egmont Fondens 100-års jubilæum som en erhvervsdrivende fond og gives til én af de bevillingsmodtagere, som gennem fondens historie har gjort en stor og positiv forskel for sårbare børn og unge.
I alt har ca. 1.200 danske medarbejdere i mediekoncernen Egmont valgt Børn, Unge & Sorg som modtager af prisen for deres arbejde med at skabe et sikkerhedsnet under børn og unge i sorg.
Coronakrisen har vidtrækkende personlige og sociale konsekvenser for børn og unge. Vi er glade for at kunne give en pris på 1 mio. kr. til Børn, Unge & Sorg, der repræsenterer Egmont Fondens arv ved at lytte til børnene og de unge og tage hånd om dem, der er allermest sårbare. Det har de i den grad gjort både før og under coronakrisen
Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fonden
Hos Børn, Unge & Sorg er direktør, Preben Engelbrekt, taknemmelig over prisen:
”En kæmpe tak til alle Egmonts medarbejdere for at vælge Børn, Unge & Sorg som modtager af Egmont Fondens jubilæumspris. Med prisen får vi en unik mulighed for at skabe et mere landsdækkende sikkerhedsnet under sorgramte børn og unge”.
Flere sårbare børn, unge og familier vil få hjælp
Med Egmont Fondens jubilæumspris vil Børn, Unge & Sorg gøre deres psykologhjælp til sorgramte børn og unge tilgængelig flere steder i landet, ligesom prisen vil gå til at understøtte Børn, Unge & Sorgs corona-hotline. På hotlinen kan børn, unge og forældre i hele landet få gratis psykologhjælp til svære tanker og følelser udløst af corona.
”Pengene skal bruges på at styrke vores helt nye afdeling i Helsingør og på vores corona-hotline. På hotlinen giver vi hver dag gratis psykologhjælp til de børn og unge, der er mere end almindelig hårdt ramt af krisen; nemlig børn og unge, der har en alvorligt syg forælder, søskende eller bedsteforældre – eller som allerede har oplevet at miste”, siger Preben Engelbrekt.
En af de 300 pårørende og efterladte børn og unge samt forældre med alvorlig sygdom, der indtil videre har fået psykologhjælp på hotlinen, er 23-årige Mie Nancy Grouleff:
Før min mor døde var hun indlagt meget på hospitalet og til sidst på hospice. Så når jeg hører om sygdom og død hver dag på grund af corona-pandemien, så vækker det en masse dårlige minder hos mig, selvom det er tre år siden, hun døde. Jeg er overrasket over, hvor stor min reaktion har været, og derfor har jeg gjort brug af Børn, Unge & Sorgs corona-hotline, hvor jeg talte med en psykolog, der hjalp mig til at forstå at mine tanker og følelser er helt normale.
Børn, Unge & Sorg støtter og behandler årligt knap 2.000 efterladte og pårørende børn og unge. Preben Engelbrekt forventer, at organisationen med et mere landsdækkende sikkerhedsnet vil kunne nå endnu flere sorgramte børn og unge
Egmont Fonden har støttet børn i sorg i mere end 20 år. Egmont Fonden og Børn, Unge & Sorg har samarbejdet siden 2011, hvor Egmont Fondens rådgivningstjeneste Løvehjerte for børn, som oplevede alvorlig sygdom eller dødsfald i nærmeste familie, fusionerede med Unge & Sorg. I dag er begge indsatser videreført i Børn, Unge & Sorg, som har status af nationalt videncenter på sorgområdet.
Børn, Unge & Sorg var blandt otte nominerede bevillinger til prisen. Se alle de nominerede HER
Om Egmont Fondens 100-års jubilæumspris
Egmont Fonden er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål, som udvikler moderne medier og støtter udsatte børn og unge. Hele Egmont er en fond, hvilket betyder, at overskuddet fra mediekoncernen Egmont enten geninvesteres i medier og eller går til almennyttige formål.
I anledning af Egmont Fondens 100-års fødselsdag uddeles Egmont Fondens 100-års jubilæumspris på 1 mio. kr.
Egmont Fondens sekretariat har gennemgået alle bevillinger de seneste 100 år og nomineret otte bevillingsmodtagere til prisen. De er udvalgt på baggrund af deres omfang og evne til at sætte markante samfundsmæssige aftryk, gøre en positiv forskel for mange børn og unge og repræsentere fondens arv; nemlig at handle på baggrund af social indignation.
Alle danske medarbejdere i mediekoncernen Egmont har fået mulighed for at stemme på en eller flere af de otte nominerede bevillinger. Den bevilling, der opnåede flest stemmer, blev indstillet til medarbejdernes jubilæumspris og blev godkendt af Egmont Fondens bestyrelse.
Børn, Unge & Sorg yder gratis psykologisk behandling og støtte til børn og unge under 28 år, som har brug for professionel hjælp, når deres forældre eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller dør. Forældre og netværk tilbydes telefonrådgivning om, hvordan man bedst kan støtte op om børnene og de unge. Derudover tilbyder Børn, Unge & Sorg rådgivning, supervision og uddannelse af fagfolk, som gennem deres arbejde kommer i kontakt med disse børn og unge.