H.M. Dronning Mary fortsætter som protektor for Det Nationale Sorgcenter

Vi er fantastisk glade for at kunne fortælle, at H.M. Dronning Mary fortsætter sit engagement og dedikation i sin protektion af Det Nationale Sorgcenter.

Dronning Mary har været protektor for organisation siden 2013, men i forbindelse med tronskiftet har alle protektioner været stoppet. 

– Vi er meget taknemmelige over, at H.M. Dronning Mary har valgt at fortsætte sin protektion af vores organisation. Vi har altid oplevet hendes engagement og dedikation i organisationen som værende præget af en oprigtig interesse og forståelse, fortæller direktør og stifter for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

H.M. Dronning Mary ved indvielsen af Det Nationale Sorgcenter i Kejsergade i København.
H.M. Dronning Mary ved indvielsen af Det Nationale Sorgcenter i Kejsergade i København tilbage i Maj 2014.

Siden Dronning Mary blev protektor for organisationen, har hun deltaget i flere begivenheder afholdt af Det Nationale Sorgcenter, herunder bl.a. åbningen af Det Nationale Sorgcenter i de gamle lokaler i Kejsergade, konferencen ”Sammen om sorg i Grønland” i Nuuk i 2022 og indvielse af Det Nationale Sorgcenter Vest i Vejle i 2023. Hun valgte endog at sidde med en dag på Sorglinjen og tage telefonopkald fra danskere, som havde akut behov for at tale om deres sorg. Ligeledes har hun overværet terapigrupper for sorgramte i Det Nationale Sorgcenter.

Ved indvielsen af Det Nationale Sorgcenter Vest i Vejle i august 2023 holdt H.M. Dronning Mary en tale, hvor hun bl.a. sagde:

– Det at tale med en frivillig giver håb om, at det er muligt at få et godt liv igen, selvom det måske værst tænkelige er sket. Det er de frivillige jo lyslevende eksempler på.

Dronning Mary med mindetræet ved åbningen i Vejle

En udmelding der viser, at H.M. Dronning Mary forstår vigtigheden i, at sorgramte bliver mødt med muligheden for at spejle sig i andre. Ved samme anledning indviede H.M. Dronning Mary også ”Mindetræet” i hjerterummet ved Det Nationale Sorgcenter Vest med en minde-hilsen til sin afdøde mor, som dronningen mistede som 25-årig. Det at H.M. Dronning Mary satte første hilsen på træet er endnu et eksempel på, hvordan hun går forrest og viser hendes egen sårbarhed, så andre også tør.

Det Nationale Sorgcenter finder det meget inspirerende, at hun, trods hendes prominente position i samfundet, ikke er bange for at åbne op om egen sorg og sårbarhed. Det er ægte lederskab – og en klar inspiration til Det Nationale Sorgcenters kampagne ’Tal om det’.

– Selvfølgelig følger der en form for legitimering af organisationen med protektionen, men det der betyder mest for os, er, at H.M. Dronningen oprigtigt forstår og interesserer sig for vores mission. Den ægthed hun udviser i alle hendes interaktioner med os, er inspirerende ikke kun for os, men også for alle de sorgramte, vi hver dag kæmper for, siger Preben Egelbrekt.

H.M. Dronning Mary ved mini sorgkonference ‘Sammen om Sorg i Grønland’ der blev afholdt af Det Nationale Sorgcenter i Nuuk