Nu kan sorgramte i Region Sjælland få gratis hjælp

Når et menneske bliver alvorligt syg eller dør, kan sorgen hos de nærmeste være så voldsom, at det præger dem i mange år – og nogle gange resten af livet. Og det kan være svært at leve med. Nu har Region Sjælland valgt at hjælpe sorgramte borgere. Med deres støtte åbner Det Nationale Sorgcenter nu en ny afdeling i Næstved med fysisk placering i lokaler på Midt- og Vestsjælland hospital.

Hvert år mister cirka 22.000 mennesker i Region Sjælland en forælder, søskende, ægtefælle eller et barn, og næsten 100.000 bliver pårørende til en alvorligt syg.

Sorg er en naturlig del af livet, men for nogle bliver den så voldsom, at den påvirker hverdagen, relationerne og evnen til at fungere. Med åbningen af Det Nationale Sorgcenter i Næstved bliver hjælpen nu mere tilgængelig for sorgramte i Region Sjælland, som har brug for specialiseret støtte.

En af dem, der har savnet hjælp, er Sandra Nielsen, som har mistet begge sine forældre.

Når sorgen sætter livet på pause
Sandra var 22 år, da hendes far døde. Sorgen var stor, og samtidig voksede ansvaret for hendes mor, og deres forhold blev endnu tættere i årene efter.  Da Sandras mor døde pludseligt, slog det hende omkuld.

– Jeg kunne ingenting. Jeg følte mig helt forstenet, alene, og jeg troede ikke, jeg nogensinde kunne få det godt igen. Selvom min mand og venner var der for mig, følte jeg mig hjerteskærende ensom, fordi de ikke forstod min sorg, fortæller Sandra.

Sandra ender med at blive sygemeldt fra arbejdet.

I starten havde hun ikke overskud til andet end at ligge i fosterstilling eller gå lange ture. Da Sandra begyndte at få lidt overskud tilbage og erkendte, at hun havde brug for hjælp, oplevede hun samtidig, hvor svært det var at finde et tilbud, der passede til hendes situation.

I dag, fire år efter hendes mors død, har hun så småt fundet håbet tilbage, selvom sorgen stadig kan bølge over hende. Det glæder hende, at der nu er et sted tæt på, hvor sorgramte kan gå hen.

Det er en lettelse at vide, at når andre – ligesom jeg – bliver slået omkuld af sorgen, så er der nu et sted, hvor de kan gå hen. Og så gør det mig glad at vide, at de sorgramtes behov bliver set og lyttet til.

I dag har Sandra meldt sig som frivillig, så hun kan bruge sine dyrekøbte erfaringer til at hjælpe andre.

Region Sjælland går forrest med en forebyggende indsats for mennesker i sorg

Med etableringen af Det Nationale Sorgcenter i Næstved er Region Sjælland med til at prioritere et område, som i mange år har fået begrænset opmærksomhed, selvom det at være pårørende til en alvorlig syg, og det at have mistet en nærtstående kan få store konsekvenser for både trivsel, uddannelse, arbejdsliv og mental sundhed.

Forskning viser, at manglende støtte til mennesker i sorg eller mennesker, der er pårørende til en alvorlig syg, kan føre til langvarig mistrivsel, sygemeldinger og øget risiko for psykiske problemer. Samtidig kan tidlige og specialiserede indsatser være med til at forebygge mere alvorlige følgevirkninger og mindske presset på det øvrige sundhedsvæsen.

Med samarbejdet tager Region Sjælland et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende og forebyggende indsats for mennesker, der lever som pårørende til et familiemedlem med alvorlig sygdom eller har mistet en nærtstående. Samarbejdet bygger samtidig bro mellem sundhedsvæsen og civilsamfund for at sikre, at flere mennesker får adgang til den rette støtte i tide.

Hos både Region Sjælland og Det Nationale Sorgcenter er der derfor stor glæde over, at hjælpen nu kommer tættere på de mennesker og familier, der har brug for den:

Det bliver nu lettere for børn, unge og voksne i dyb sorg at få hjælp i Region Sjælland. Afstand betyder alverden for et menneske i krise, så det er en stor glæde, at vi nu som et pilotprojekt kan åbne et sorgcenter i Næstved. Vi forventer, at op til 150 børn, unge og voksne kan få gratis specialiseret psykologhjælp behandling i løbet af et år. Tak til Det Nationale Sorgcenter for samarbejdet, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen, Region Sjælland.

Hos Det Nationale Sorgcenter ser direktør og stifter Preben Engelbrekt samarbejdet som et vigtigt skridt mod at gøre specialiseret sorgstøtte mere tilgængelig uden for de største byer:

– Ingen mennesker skal stå alene med en sorg, der bliver så tung, at den påvirker hele deres hverdag og livskvalitet. Derfor er vi meget glade for, at Region Sjælland ønsker at prioritere hjælpen til mennesker i sorg og være med til at sikre, at flere borgere kan få støtte tættere på deres hjem, når livet gør allermest ondt. Det får stor betydning for de mange børn, unge, voksne herunder ældre i regionen, som er nærmeste pårørende til et alvorligt sygt familiemedlem eller, hvor en nærtstående er død, siger direktør og stifter Preben Engelbrekt.


Et lokalt tilbud med specialiseret hjælp tættere på borgerne

Det nye center er placeret ved Midt- og Vestsjællands Hospital i Næstved.

Sorgcentret bliver en del af visionen Sundhedsby Næstved om at skabe en samlet indgang til sundheden ved at samle hospital, kommunale tilbud og sundhedstilbud fra andre aktører på hospitalets grund.

For mange sorgramte borgere i regionen har den specialiserede hjælp hidtil været forbundet med lange rejser til de større byer som København. Med den nye afdeling kommer støtten tættere på hverdagen og familiernes lokale liv, og det skal være med til at mindske den geografiske ulighed, som man ofte ser i adgangen til specialiseret hjælp.


Det Nationale Sorgcenters tilbud i Region Sjælland

  • Gratis psykologhjælp til børn, unge og familier: Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, tilbyder specialiseret psykologhjælp til børn og unge op til 27 år, der har en forælder eller søskende, som er alvorligt syg eller død.
  • Gratis psykologhjælp til voksne: Specialiseret psykologhjælp til personer over 28 år med komplicerede sorgreaktion, som har mistet en partner eller barn. Forløbene varetages af psykologer med særlig ekspertise i sorg. Henvisning er ikke nødvendig – man kan selv henvende sig.
  • Sorgcaféer: Frivillige, som selv har mistet, afholder sorgcaféer og lignende for efterladte voksne, hvor man kan møde andre i samme situation. 
  • Sorglinjen: Telefon- og chatstøtte, når sorgen føles ekstra stor, og man mangler en at snakke med, som forstår en.
  • Rådgivning og viden: Pårørende, kolleger og fagprofessionelle kan få råd om, hvordan man bedst støtter en efterladt.

Centeret i Næstved er etableret i samarbejde mellem Region Sjælland og Det Nationale Sorgcenter og åbnede 1. juni 2026.

Sådan søger du hjælp: Gå ind på www.sorgcenter.dk/fa-hjaelp/ og udfyld formularen. Det Nationale Sorgcenter holder til i lokaler på Midt- og Vestsjællands Hospital i Næstved, Herlufsvænge 14C 1. sal, 4700 Næstved

FAKTA om sorg i Region Sjælland

  • Hvert år mister cirka 22.000 mennesker i Region Sjælland en forælder, søskende, ægtefælle eller et barn
  • Næsten 100.000 personer i Region Sjælland oplever årligt, at deres forælder, søskende, ægtefælle/partner eller barn bliver ramt af en alvorlig somatisk sygdom
  • Forskning viser, at omkring 10-15% af efterladte oplever komplicerede sorgreaktioner. 
  • Efterladte kan opleve forværret fysisk og mental sundhed, øget risiko for depression/angst og længerevarende arbejdsfravær.

Sandra Nielsen
Mistet begge forældre
Preben Engelbrekt
Direktør for Det Nationale Sorgcenter
Trine Birk Andersen
Regionrådsformand, Region Sjælland