Lærervejledning: I teateret med Knirke og Hare

Introduktion

I denne opgave bliver eleverne klogere på bogens univers og tema ved i mindre grupper at lave små scener fra handlingen som teaterstykker.

Grupperne får hver deres scene og det hele samles til sidst i en fælles klasseforestilling. Her viser eleverne sammen Hares vej fra bange, til at få hjælp, hvordan mod indgår og afslutningsvis den lettelse, der kommer til sidst i historien.

Opgave til Knirke & Hare bliver modige
Opmærksomhedspunkter
  • Hold det tekstnært: Fokus er på Hare og Knirke og det, der sker i historien (ikke elevernes egne erfaringer).
  • Kort er godt: Hold jer til 1–2 minutter pr. scene.
  • Alle skal kunne lykkes: Brug derfor tjeklisten som stillads og lad eleverne vælge en rolle, der passer til dem.
  • Feedback skal være hjælpsom: Eleverne øver at give feedback, der handler om det, der virker, og ét lille forslag.
Arbejdsformer i forløbet
  • Gruppearbejde (3-4 elever)
  • Mundtlig fremstilling/opførelse for klassen
  • Makker-/gruppefeedback
  • Fælles opsamling
Materiale
  • Manuskriptskabelon
  • Små scenekort (A–D) med scenebeskrivelser (kan skrives på tavlen)
  • Papir og blyanter til manuskript
  • (Valgfrit) Et stykke stof/tørklæde som “kappe”
  • 4 ordkort på tavlen: bange, modig, minde, lettet
Tidsforbrug

30-45 minutter

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Aktiviteten styrker elevernes mundtlighed, samarbejde og fortællekompetence, samtidig med at de arbejder med temaerne fra historien. Handlingen skal de sammen tolke og omsætte til en scene med begyndelse–midt–slut. Teaterformen er en tryg måde at arbejde med svære temaer på, fordi eleverne ikke taler ud fra deres egne ståsteder, men gennem karakterer og en fortæller. 

Feedbackdelen er med for at understøtte en positiv feedbackkultur, hvor elever øver sig i at give hinanden konkrete, hjælpsomme kommentarer og bliver bedre til at se, hvad der får en fortælling til at fungere.

Sådan gør du

1. Sæt rammen

Forklar eleverne, at I skal lave teater, og at de i mindre grupper vil få en del af historien og nogle roller hver.

2. Fordel scener

Fordel eller lad grupper trække én af disse:

  • Scene A: “Jeg er bange”
    Hare er bange, og Knirke opdager det.
  • Scene B: “Hjælp og kappe”
    Knirke hjælper Hare (kappe/mod-sætning).
  • Scene C: “Hares spørgsmål”
    Hare undrer sig.
  • Scene D: “Hare ser sin tante”
    Hare ser sin afdøde Tante
  • Scene E: “Lettelsen”
    Hare har set tanten/sagt farvel og er lettet/glad bagefter.

(Hvis du har behov for flere grupper, så lav fx en ekstra scene kaldet “Minde”, hvor et minde hjælper)

3. Manuskripter udarbejdes

Udlever manuskriptskabelon til hver gruppe, der begynder at udfylde dem.

4. Tjek elevernes historier

Du kan vælge at gøre det med fælles spørgsmål, ved hver gruppe eller ved at vise dem listen her og selv bede dem sikre sig, at de kan sige ja til følgende:

  • Vi har en fortæller, der starter og slutter scenen
  • Knirke hjælper Hare på en tydelig måde
  • Vi bruger mindst ét af ordenebange / modig / minde / lettet
  • Scenen viser en forandring (Hare får det lidt bedre/roligere)
  • Scenen er 1–2 minutter
  • Alle i gruppen har en rolle (på scene eller som fortæller/rekvisit)
5. Stykker opføres

Brug f.eks. følgende regel:
“Fortæller siger start, gruppen spiller, fortæller siger slut.”

Brug lidt tid på evaluering efter hver scene med udgangspunkt i følgende: 

Sætningsstartere (skriv på tavlen)

Noget der virkede godt:

  • “Jeg lagde mærke til, at …”
  • “Det var tydeligt, at Hare var … fordi …”
  • “Jeg kunne godt lide, da …”
  • “Fortælleren hjalp mig ved at …”

Det I gjorde tydeligt:

  • “Jeg hørte ordet … og det passede, fordi …”
  • “Jeg så hjælpen, da Knirke …”

Et lille forslag (kun én ting):

  • “Måske kunne I også … (f.eks. tale lidt højere / stå tættere / vise mere med kroppen)”
  • “Det kunne gøre det endnu tydeligere, hvis …”
  • “Næste gang kunne fortælleren sige …”

Overvej, om det samlede stykke skal opføres f.eks. for en anden klasse, forældrene eller andre.

Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: