“Jeg har virkelig haft svært ved at få min hjerne og hjerte til at forstå hinanden”

Da Sofies far dør, sker det ud af det blå. Hun bliver ringet op af et familiemedlem, han er i Sverige på det tidspunkt, der er storm, så broen er lukket, og de kan først kommer der op dagen efter.

“Det var mit livs værste aften og nat, aldrig har Sverige føltes så langt væk.”

I tiden efter savnede Sofie især, at der var nogen der greb hende, og at det ikke kun var hende, der skulle række ud efter hjælp.

“Jeg havde egentlig bare brug for, at nogen så mig og tog min hånd og sagde ”Jeg hjælper dig”, at jeg kunne gå ind i et rum og sige ”Min far er død”, og der så var nogen der havde grebet mig.”

“Det var som et levende mareridt at miste min søn. Det er jo det værst tænkelige for en forælder.”

Liz’ søn dør pludseligt. Kun 25 år.

Da Liz får beskeden, føles det helt uvirkeligt. Hun kan ikke forstå, at der ikke var et eneste tegn – intet i hende, der fortalte, at hendes søn ikke længere var i live. At han bare kunne forsvinde fra verden, uden at hun mærkede det.

I tiden efter er hun i chok og føler sig helt ved siden af sig selv. Men lige så stille, genfinder hun håber til livet, når hun i mødet med andre forældre, der også har mistet et barn, mærker forståelse og genkendelse.

“Det var særligt svært, da perioden med alle de praktiske ting er overstået, og hverdagen gik i gang. Jeg følte lidt, at jeg blev glemt.”

Da Jasmins mor dør, mister hun den person, hun er allertættest med og hendes største støtte.

Jasmin blev mødt af en omverden, hvor der ikke var plads til at snakke om hendes sorg. Udover at mangle en større åbenhed, savnede hun, at der var nogen, der så, hvordan meget af praktikken landede på hendes skuldre – og tilbød en hjælpende hånd.

Alt det praktiske, der skulle ordnes efter hendes mors død, overskyggede, mens Jasmins sorg kom i baggrunden. Det gjorde det blot endnu hårdere at håndtere, da det praktiske var overstået.

“Jeg havde – og har stadig – et stort behov for at snakke om min bror, ikke nødvendigvis dødsfaldet, men bare om ham som menneske.”

Signes storebror, Andreas, dør ud af det blå en decemberdag. Da de kører fra Skejby hospital og havde sagt farvel til ham, mistede hun et stykke af sig selv, mens resten af verden fortsatte.

”Det var svært at leve i en verden, hvor de fleste mennesker omkring mig havde et liv, der gik videre, som om intet var hændt, og mit eget liv var gået i 1000 stykker.”

Noget af det sværeste i hendes sorg er accepten af, at det er sket, at han ikke er her længere. En følelse, der har givet Signe en stor vrede, som hun skal navigere i samtidig med sorgen.

”Med ét blev vores liv lavet om.”

Tinas 26-årige søn Ronnie dør pludseligt i 2017. Han er på arbejde på et bosted for unge, da en blodprop rammer ham under en nattevagt. Da morgenvagten kommer ind, sidder han livløs i stolen med fjernbetjeningen i hånden.

Chokket er så stort, at Tina stadig ikke husker meget fra dagene efter.

Hun husker dog tydeligt besøget hos bedemanden. Da hun ser den alt for lille kiste, vågner hun nærmest op. Ronnie var 2,06 meter høj, og hun kunne ikke bære tanken om, at han skulle ligge sammenkrøllet i en kiste.

“Min egen sorg kommer og går, men jeg fandt vejen ud af mørket, og de tungeste og mørkeste dage er nu fortid.”

Efter fire års sygdom dør Flemmings kone, og han står tilbage med en lettelse over, at hendes smerter er ovre, men også med en stor tomhed og dyb sorg.

“Jeg kan bedst beskrive det som et ‘mørke’, hvor jeg havde svært ved at få øje på en vej videre.”

I sorgen opsøgte han hjælp – både for sin søn og for sig selv. Det blev en vigtig støtte i en tid, hvor han vidste, at han var så følelsesmæssigt påvirket, at han havde brug for andres hjælp og råd.

“At miste et barn er ubærligt – men jeg skal bære det. Det kan ikke beskrives med ord – men det er til stede hele tiden. Lagrer sig i kroppen som en tyngde og en smerte.”

Helles datter Katrine døde af kræft som 35-årig. Sorgen og tiden efter Katrines død, har påvirket Helle rigtig meget.

“At skulle være i så stor en smerte – samtidig med at takle de udfordringer der er på arbejdsmarkedet; sygemelding med møder, samtaler hos arbejdsgiver, beslutninger om arbejdslivet – jeg gik på efterløn – er simpelthen voldsomt.”

Sorgen har forandret Helle – Sygdommen og tiden efter Katrines død, har givet Helle en belastningsreaktion. Hun har svært ved at koncentrere sig, kan ikke være sammen med mange mennesker ad gangen og bliver let påvirket af støj. Det er en følelser af, at sorgen altid ligger på lur – klar på at slå hende ud.

“Det gør mig ked af det, at min far ikke kan se, alt det jeg har opnået, og den person jeg er blevet til i dag.”

Miliena er 15 år, da hendes far dør.

Tiden efter hans død føltes som ren overlevelse for Miliena, og andres manglende reaktioner gjorde det endnu hårdere.

I starten spurgte mange ind. Men med tiden stoppede det. Opmærksomheden på hende forsvandt, selvom sorgen stadig fyldte.

Da spørgsmålene stoppede, voksede ensomheden. “Jeg fik følelsen af, at der ikke var nogen, som var der for mig.”

“Det gør ondt, men det fortæller også, hvor stor en plads hun stadig har i mit hjerte.”

Da Henriks kone, Stine, dør, mister han sin hustru, sin bedste ven og den person, han skulle dele fremtiden med. Hendes død delte hans liv i et før og et efter.

I starten troede Henrik, at sorgen var noget, han ville komme over. At der ville komme en dag, hvor den var væk.

Men med tiden forstår han, at sorgen er noget, man skal lære at leve med – en forståelse, der var svær at acceptere.

“Det er hårdt ikke at kunne gøre noget for at hjælpe dem. For at tage deres sorg og smerte fra dem.”

Da Celina dør som 7-årig, står hendes forældre tilbage med en ubærlig sorg over at miste deres datter, men også med ansvaret for en familie, hvor to storesøstre og en lillebror også har mistet.

For Hanne, Kim og deres familie har det været vigtigt at forstå, at alle sørger forskelligt.

“Vi har forskellige ting, der trøster os, ting der er svære, og forskellige måder at håndtere de hårde dage på,” fortæller de.

”Alle andre kører med 100 km/t, og lægger planer og drømme for deres liv, mens jeg lige har mistet min far.”

Ida-Viola er 21 år, da hendes far pludseligt dør af en hjerneblødning.

Kort tid efter skal hun begynde på læreruddannelsen. Omkring hende fortsætter livet. Veninder planlægger fremtiden, studiestarten nærmer sig, og hverdagen går videre.

Men for Ida-Viola føles det anderledes. ”Hele mit liv og min identitet blev rystet fra hinanden.” Hun oplever, at hendes omgangskreds kører videre i højt tempo, mens hun selv står et helt andet sted.