Her finder du viden og råd, som kan støtte dig i den første tid
Sorghjælp
Når et menneske, du elsker, dør, kan verden pludselig føles helt forandret.
Måske står du midt i alt det praktiske, der skal ordnes. Måske forsøger du bare at komme igennem timerne og dagene. Måske føles det hele uvirkeligt, eller også rammer savnet allerede med fuld kraft. Måske oplever du det hele på én gang.
Det er ikke én rigtig måde at sørge på, men fælles for mange er at den første tid lige efter dødsfaldet kan være overvældende og turbulent.
Følelser som tristhed, savn, afmagt, angst, skyld og vrede kan fylde. Sorgen kan rammer også fysisk i kroppen, og i det hele taget betyde, at man ikke føler sig som sig selv.
Her har vi samlet viden og råd til dig, som du kan bruge, når og hvis du har brug for dem.
Her har vi samlet viden og råd, du kan vende tilbage til, når du har brug for dem.
10 råd til den første tid med sorg
Når man står midt i et dødsfald, kan selv små ting være svære at overskue.
Derfor har vores psykologer samlet en kort guide, som du kan vende tilbage til, når du har brug for den.
I guiden får du blandt:
viden om sorg og almindelige reaktioner efter et dødsfald
råd om hverdagen, pauser fra sorgen og det at mindes
information om, hvor du kan søge støtte og hjælp
Udfyld formularen og få guiden gratis på mail
Få guiden gratis på mail
Tre ting, der er godt at vide om sorg
Du behøver ikke reagere på en bestemt måde
Nogle græder meget. Andre gør næsten ikke. Nogle har brug for mennesker omkring sig, mens andre har brug for at være alene.
Din reaktion behøver ikke ligne andres.
Det er okay at holde pauser fra sorgen
Du svigter ikke den, der er død, fordi du griner, ser en film, går en tur eller oplever et øjeblik, hvor sorgen ikke fylder.
Pauser kan være nødvendige.
Behovet for støtte kan ændre sig
Måske har du mange mennesker omkring dig lige nu. Men nogle oplever, at det bliver sværere senere, når hverdagen vender tilbage, og omgivelserne går videre.
Det er okay først at få brug for hjælp efter noget tid.
Læs andres historier
Hvorfor vil andre ikke tale om ham? Bliver det nogensinde det samme igen? Hvorfor forstår min hjerne og mit hjerte ikke hinanden?
Det kan være en lettelse i sorgen at genkende sig selv i andres historier. Man kan opdage, at de følelser man går med er helt normale, og finde håb i at se, at andre har fået et godt liv, selvom det værst tænkelige er sket.
“Det var særligt svært, da perioden med alle de praktiske ting er overstået, og hverdagen gik i gang. Jeg følte lidt, at jeg blev glemt.”
Da Jasmins mor dør, mister hun den person, hun er allertættest med og hendes største støtte.
Jasmin blev mødt af en omverden, hvor der ikke var plads til at snakke om hendes sorg. Udover at mangle en større åbenhed, savnede hun, at der var nogen, der så, hvordan meget af praktikken landede på hendes skuldre – og tilbød en hjælpende hånd.
Alt det praktiske, der skulle ordnes efter hendes mors død, overskyggede, mens Jasmins sorg kom i baggrunden. Det gjorde det blot endnu hårdere at håndtere, da det praktiske var overstået.
Jasmin, mistet sin mor
Fra den ene dag til den anden, skulle hun pludselig klare meget selv. At skulle lave aftensmad, gøre rent eller bare gå i bad virkede i perioder helt uoverskueligt, fordi sorgen fyldte alt.
”Pludselig blev man voksen på et helt nyt niveau.”
Jasmins sorg, og det ekstra ansvar hun fik efter hendes mor døde, har lært hende at hvile mere i sig selv, at prøve sig frem, og at det er okay, hvis ikke det lykkedes i første omgang.
Tinas 26-årige søn Ronnie dør pludseligt i 2017. Han er på arbejde på et bosted for unge, da en blodprop rammer ham under en nattevagt. Da morgenvagten kommer ind, sidder han livløs i stolen med fjernbetjeningen i hånden.
Chokket er så stort, at Tina stadig ikke husker meget fra dagene efter.
Hun husker dog tydeligt besøget hos bedemanden. Da hun ser den alt for lille kiste, vågner hun nærmest op. Ronnie var 2,06 meter høj, og hun kunne ikke bære tanken om, at han skulle ligge sammenkrøllet i en kiste.
Tina, mistet sin søn
Noget af det sværeste for Tina er også at se, hvordan sorgen rammer hele familien.
Bedsteforældre, der ikke kan forstå, hvad der er sket. Hendes gravide datter, der mister sin bedste ven. Og Tina og hendes mand, der mister deres søn.
Det første år bruger Tina meget af sin energi på at hjælpe Ronnies kone og børn. På den måde kan hun for en stund skubbe sin egen sorg i baggrunden.
I dag lever Tina med et dybt savn.
”Jeg savner helt vildt, at han kommer ind ad døren og siger: Hvad så Mutti, efterfulgt af et stort kram.”
“Det var som et levende mareridt at miste min søn. Det er jo det værst tænkelige for en forælder.”
Liz’ søn dør pludseligt. Kun 25 år.
Da Liz får beskeden, føles det helt uvirkeligt. Hun kan ikke forstå, at der ikke var et eneste tegn – intet i hende, der fortalte, at hendes søn ikke længere var i live. At han bare kunne forsvinde fra verden, uden at hun mærkede det.
I tiden efter er hun i chok og føler sig helt ved siden af sig selv. Men lige så stille, genfinder hun håber til livet, når hun i mødet med andre forældre, der også har mistet et barn, mærker forståelse og genkendelse.
Liz, mistet sin søn
Som Liz har arbejdet med sorgen, er det også blevet vigtigt for hende at finde plads til grin og glæde igen.
Hun har fundet glæden i at kunne hjælpe andre mennesker i sorg, både gennem sit forfatterskab og som frivillig.
At kunne have Raphael med videre i sit arbejdsliv har også gjort en forskel for Liz’ sorg. Det har givet hende en følelse af, at han ikke er helt væk.
”Alle andre kører med 100 km/t, og lægger planer og drømme for deres liv, mens jeg lige har mistet min far.”
Ida-Viola er 21 år, da hendes far pludseligt dør af en hjerneblødning.
Kort tid efter skal hun begynde på læreruddannelsen. Omkring hende fortsætter livet. Veninder planlægger fremtiden, studiestarten nærmer sig, og hverdagen går videre.
Men for Ida-Viola føles det anderledes.
”Hele mit liv og min identitet blev rystet fra hinanden.” Hun oplever, at hendes omgangskreds kører videre i højt tempo, mens hun selv står et helt andet sted.
Ida-Viola, mistet sin far
I starten spørger mange ind til, hvordan hun har det. Men efter noget tid stopper spørgsmålene, og hverdagen fortsætter.
Det lærte hende noget vigtigt. “Jeg har hele mit liv haft svært ved at sætte ord på, hvordan jeg har det – også inden min fars død. Jeg har altid tænkt på, hvordan andre havde det, og sat mig selv i anden række.”
I dag fortæller Ida-Viola, at hun er blevet bedre til at lytte til sig selv og sige højt, hvad hun har brug for.
Hun er blevet meget bedre til at sætte ord på sine tanker og følelser, både over for sig selv og sin omgangskreds. ”Jeg er blevet meget mere opmærksom på mine egne behov og på, hvad jeg gerne vil fylde mit dyrebare liv med.”
“Det gør mig ked af det, at min far ikke kan se, alt det jeg har opnået, og den person jeg er blevet til i dag.”
Miliena er 15 år, da hendes far dør.
Tiden efter hans død føltes som ren overlevelse for Miliena, og andres manglende reaktioner gjorde det endnu hårdere.
I starten spurgte mange ind. Men med tiden stoppede det. Opmærksomheden på hende forsvandt, selvom sorgen stadig fyldte.
Da spørgsmålene stoppede, voksede ensomheden.
“Jeg fik følelsen af, at der ikke var nogen, som var der for mig.”
Miliena, mistet sin far
“Sorgen er fundamentet for hele min udvikling. Den har gjort, at jeg er blevet moden i en meget ung alder.”
For Miliena har sorgen betydet, at hun hurtigt blev voksen. Som om noget af hendes ungdom blev sat på pause. Det var først tre år efter hendes fars død, at hun for alvor begyndte at leve sit ungdomsliv.
Men sorgen forsvinder ikke. Miliena kan mærke, at den sætter spor langt ind i hendes voksenliv. Selv efter 11 år går der sjældent en dag, uden at hun tænker på sin far.
“Min fars død har lært mig, at der ikke findes garantier i livet. Det, at livet er kort, oplever jeg både som befriende og begrænsende på samme tid.”
“Min egen sorg kommer og går, men jeg fandt vejen ud af mørket, og de tungeste og mørkeste dage er nu fortid.”
Efter fire års sygdom dør Flemmings kone, og han står tilbage med en lettelse over, at hendes smerter er ovre, men også med en stor tomhed og dyb
sorg.
“Jeg kan bedst beskrive det som et ‘mørke’, hvor jeg havde svært ved at få øje på en vej videre.”
I sorgen opsøgte han hjælp – både for sin søn og for sig selv. Det blev en vigtig støtte i en tid, hvor han vidste, at han var så følelsesmæssigt påvirket, at han havde brug for andres hjælp og råd.
Flemming, mistet sin kone
Da de hårdeste måneder var overstået, opdagede han, hvor udmattet han havde været efter flere år med sygdom tæt inde på livet. Langsomt begyndte Flemming igen at give plads til sig selv. Han genoptog sin passion for klatring, mødte nye mennesker og fandt glæde i de små skridt tilbage til livet.
“Jeg havde ‘glemt mig selv’. Heldigvis har det vist sig, at det ikke er for sent at genfinde sig selv og møde nye mennesker.”
“Jeg havde – og har stadig – et stort behov for at snakke om min bror, ikke nødvendigvis dødsfaldet, men bare om ham som menneske.”
Signes storebror, Andreas, dør ud af det blå en decemberdag. Da de kører fra Skejby hospital og havde sagt farvel til ham, mistede hun et stykke af sig selv, mens resten af verden fortsatte.
”Det var svært at leve i en verden, hvor de fleste mennesker omkring mig havde et liv, der gik videre, som om intet var hændt, og mit eget liv var gået i 1000 stykker.”
Noget af det sværeste i hendes sorg er accepten af, at det er sket, at han ikke er her længere. En følelse, der har givet Signe en stor vrede, som hun skal navigere i samtidig med sorgen.
Signe, mistet sin bror
Selvom sorg er noget, som de fleste mærker igennem livet, oplever Signe, at det lang fra er noget, vi snakker meget om.
I tiden efter hans død, og stadig den dag i dag, er det vigtigt for hende at snakke om Andreas.
“Jeg oplevede af og til, at blive afvist i at tale om ham, ofte fordi folk ikke ville gøre mig kede af det, eller ødelægge stemningen.”
Og selvom Signe godt ved, at det altid er med gode intentioner, gør det kun sorgen værre, at hun ikke kan tale om ham.
“At miste et barn er ubærligt – men jeg skal bære det. Det kan ikke beskrives med ord – men det er til stede hele tiden. Lagrer sig i kroppen som en tyngde og en smerte.”
Helles datter Katrine døde af kræft som 35-årig. Sorgen og tiden efter Katrines død, har påvirket Helle rigtig meget.
“At skulle være i så stor en smerte – samtidig med at takle de udfordringer der er på arbejdsmarkedet; sygemelding med møder, samtaler hos arbejdsgiver, beslutninger om arbejdslivet – jeg gik på efterløn – er simpelthen voldsomt.”
Sorgen har forandret Helle – Sygdommen og tiden efter Katrines død, har givet Helle en belastningsreaktion. Hun har svært ved at koncentrere sig, kan ikke være sammen med mange mennesker ad gangen og bliver let påvirket af støj. Det er en følelser af, at sorgen altid ligger på lur – klar på at slå hende ud.
Helle, mistet sin datter
Langsomt har Helle fundet plads til alt dét, der gik forud, før hendes datter blev syg.
”Det er både smukt og smertefuldt på en og sammen gang. Det er en blanding af mange følelser, der er i spil konstant: Sorgen, tabet, smerten, afmagten – og den store taknemmelighed for, at hun var i mit liv. Hendes lys og kærlighed.”
I dag prøver Helle at leve i lyset af Katrines liv og ikke kun i skyggen af hendes død. Hun forsøger at omfavne alle sorgens følelser og holde fast i den evige og altid nærværende kærlighed til sin datter.
“Det gør ondt, men det fortæller også, hvor stor en plads hun stadig har i mit hjerte.”
Da Henriks kone, Stine, dør, mister han sin hustru, sin bedste ven og den person, han skulle dele fremtiden med. Hendes død delte hans liv i et før og et efter.
I starten troede Henrik, at sorgen var noget, han ville komme over. At der ville komme en dag, hvor den var væk.
Men med tiden forstår han, at sorgen er noget, man skal lære at leve med – en forståelse, der var svær at acceptere.
Henrik, mistet sin kone
Henrik savnede især andre mennesker, der turde være i sorgen sammen med ham – som ikke nødvendigvis kommer med løsninger, men bare er der og skaber nærvær.
“Mange ville gerne hjælpe, men ofte kom hjælpen i form af velmenende klichéer som: ‘Livet går jo videre’, ‘Du skal huske de gode minder’ eller ‘Tiden læger alle sår.'”
Selvom det bliver sagt med den bedste mening, gav ordene Henrik en følelse af ensomhed midt i sorgen.
Jeg ved godt, at det bliver sagt i den bedste mening, men når man står midt i sorgen, kan den slags ord føles meget ensomme.
“Man behøver ikke have de rigtige ord. Det betyder langt mere at lytte, være til stede og turde nævne den person, der er død.”
“Jeg har virkelig haft svært ved at få min hjerne og hjerte til at forstå hinanden”
Da Sofies far dør, sker det ud af det blå. Hun bliver ringet op af et familiemedlem, han er i Sverige på det tidspunkt, der er storm, så broen er lukket, og de kan først kommer der op dagen efter.
“Det var mit livs værste aften og nat, aldrig har Sverige føltes så langt væk.”
I tiden efter savnede Sofie især, at der var nogen der greb hende, og at det ikke kun var hende, der skulle række ud efter hjælp.
“Jeg havde egentlig bare brug for, at nogen så mig og tog min hånd og sagde ”Jeg hjælper dig”, at jeg kunne gå ind i et rum og sige ”Min far er død”, og der så var nogen der havde grebet mig.”
Sofie, mistet sin far
Selvom det aldrig var svært at tale hendes fars død, oplevede Sofie det som en blokade i hendes hjerte.
Som om hun ikke ville tillade følelser at få spil, og altid føler et behov for at holde lidt igen på hendes følelser, når hun snakker om ham.
Sorgen har ændret Sofies måde at være i verdenen på, og en viden om, hvor hurtigt ens liv kan ændre sig.
“Jeg er i hvert fald ikke 100% den samme som jeg var før min far døde.”
“Det er hårdt ikke at kunne gøre noget for at hjælpe dem. For at tage deres sorg og smerte fra dem.”
Da Celina dør som 7-årig, står hendes forældre tilbage med en ubærlig sorg over at miste deres datter, men også med ansvaret for en familie, hvor to storesøstre og en lillebror også har mistet.
For Hanne, Kim og deres familie har det været vigtigt at forstå, at alle sørger forskelligt.
“Vi har forskellige ting, der trøster os, ting der er svære, og forskellige måder at håndtere de hårde dage på,” fortæller de.
Hanne, mistet sin datter
Savnet mærkes på mange måder, og sorgen kommer i forskellige former og styrker hos hvert familiemedlem.
Men at give plads til alles unikke sorg har været afgørende for, at familien kan bære tabet sammen med plads til savn, smerte og kærlighed.
Med hjælp fra venner og familie finder mange en måde at bære sorgen med sig i livet.
Andre kan have brug for mere støtte.
Hos Det Nationale Sorgcenter kan børn, unge, voksne og ældre blandt andet få professionel psykologhjælp eller møde andre, der selv kender til sorgen, gennem vores støttetilbud.
Det Nationale Sorgcenter er en NGO. Støtte fra private er med til at gøre det muligt at hjælpe mennesker i sorg – hvad end det er barnet, der har mistet sin mor, manden hvis livspartner dør efter mange års sygdom eller forældrene, der mister deres barn pludseligt.
Vil du være med til at sikre, at hjælpen også er der for den, der får brug for den?
Du kan give et enkelt bidrag til Det Nationale Sorgcenter eller støtte fast hver måned.
Dit bidrag kan være med til, at flere børn, unge, voksne og ældre i sorg kan få den støtte og hjælp, de har brug for.