Stor interesse for at hjælpe efterladte unge
I foråret 2019 startede Det Nationale Sorgcenter projektet ’Fortrolige Voksne’ op i samarbejde med TrygFonden. Et forløb for unge efterladte, der mangler voksenkontakt efter de har mistet én eller begge forældre i ungdomsårene. Lige nu søger Det Nationale Sorgcenter efter nye frivillige ’Fortrolige Voksne’ i Aarhus og Odense, som har overskud og lyst til at invitere en ung efterladt i alderen 18-27 år ind i deres liv i mindst 2 år – og måske resten af livet.
Unge, der har mistet én eller begge forældre, eller som har svag kontakt til den tilbageværende forælder, står ofte utroligt alene i tilværelsen. Konsekvenserne af manglende voksenstøtte kan være uoverskuelige. Og mange af de unge fremhæver selv, at de er blevet mere selvkritiske, usikre, sårbare, ensomme, isolerede og hurtigt voksne.
Med projektet ‘Fortrolige Voksne’ vil Det Nationale Sorgcenter give de unge muligheden for at få en voksenkontakt, som en støtte ind i det voksne liv.
Fik hjælp hos Børn, Unge & Sorg
Én af de efterladte unge, der har fået en fortrolig voksen via Det Nationale Sorgcenter, er 21-årige Rosa Viola Tranum. Som 16-årig mistede Rosa sin mor til kræft og fik efterfølgende psykologhjælp hos Børn, Unge & Sorg. Nu er Rosa en del af projekt ’Fortrolige Voksne’, hvor hun blev matchet med den 42 år ældre Niels, der selv blev forældreløs som 6-årig:
– Da jeg skulle mødes med min fortrolige voksne, Niels, første gang, var jeg meget nervøs. Jeg var ved at vende om fem gange på vej derhen. Nu skulle jeg til at åbne mig for en fremmed, som måske ville svigte mig. Men jeg var glad for, at jeg ikke vendte om. Niels viste en oprigtig interesse for mig, og det føltes trygt at være sammen med ham. Projektet varer i to år, men jeg har svært ved forestille mig, at vi ikke også ses om 10 år, fortæller Rosa Vialo Tranum.
Brug for flere frivillige i Aarhus og Odense
Hidtil har projektet været udbudt i København og med støtte fra TrygFonden udbredes projektet nu også til Aarhus og Odense, hvor mange interesserede allerede har meldt sig. Men der er stadig et stor behov for flere ‘fortrolige voksne’, fortæller Susanne Svane, projektleder hos Det Nationale Sorgcenter:
– Der sidder mange unge som Rosa i hele Danmark, der har brug for en fortrolig voksen i deres liv. Også i Aarhus og Odense, hvor vi lige nu også søger efter nye frivillige fortrolige voksne. For vi ved, at unge, der har mistet én eller begge forældre, eller som har svag kontakt til den tilbageværende forælder, står utroligt alene i tilværelsen, fortæller Susanne Svane, og fortsætter:
– Som frivillig ‘fortrolig voksen’ er man netop med til at give unge som Rosa muligheden for at få en voksen støtte og et vidne ind i voksenlivet. For det er så utroligt vigtigt, at have vidner på sit liv. Det er gennem de vidner, at det bliver mere tydeligt for den unge selv, at der faktisk sker en udvikling, og at livet frem også fortsat kan være værd at arbejde for, siger Susanne Svane.
FAKTA: Sådan bliver du ‘Fortrolig Voksen’
- Du er over 40 år, og har selv mistet den ene forælder eller begge forældre i ungdomsårene.
- Du bor i eller i nærheden af Aarhus, Odense eller København.
- Du har overskuddet og lysten til at invitere en ung ind i dit liv for en periode af minimum 2 år – og måske resten af livet.
- Du har tid / overskud / lyst til at mødes med den unge minimum 2 timer hver 14. dag. Møderne foregår hos dig selv, den unge eller et tredje sted, som I selv aftaler. I bestemmer selv, hvad I ønsker at lave, når I ses.
- Du stiller dig selv, dit nærvær, din livserfaring og viden, samt eventuelt dit netværk, til rådighed.
- Du har lyst til at indgå i den løbende kvalificering og supervision, som Det Nationale Sorgcenter tilbyder. Det drejer sig særligt om introduktionsforløb af 1,5 dags varighed, samt obligatorisk supervision hver anden måned.
- Læs mere og ansøg her: Bliv frivillig ’Fortrolig Voksen’ – eller skriv til blivfrivillig@sorgcenter.dk.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Projekt ‘Fortrolige Voksne’ er støttet af TrygFonden
Hvert år mister 55.000 danskere én, der står dem nær. Ét dødsfald efterlader i gennemsnit fire mennesker i sorg. Godt 200.000 personer i Danmark oplever hvert år en sorg, som kan vare i flere år – eller være livsvarig. En sorg, som mange efterladte savner hjælp til at lære at leve med, som en naturlig del af livet.
Livet skal være lettere for alle efterladte i Danmark. Derfor har TrygFonden indgået et partnerskab med Det Nationale Sorgcenter, der blandt andet støtter hjælpeaktiviteter for efterladte baseret på frivillighed.
For yderligere information om partnerskabet – kontakt:
Direktør i Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt: pe@sorgcenter.dk / tlf. 25 61 12 62.