Det Nationale Sorgcenters frivillig-indsatser genakkrediteret af RådgivningsDanmark

Det Nationale Sorgcenter er stolte over at kunne meddele, at vores frivillig-indsatser igen er blevet akkrediteret af RådgivningsDanmark. Denne genakkreditering er et vigtigt kvalitetsstempel, som understreger den høje standard og professionalisme i vores frivilligindsatser.

Akkrediteringen fra RådgivningsDanmark er en anerkendelse af vores vedvarende indsats for at sikre, at de frivillige i Det Nationale Sorgcenter får den nødvendige uddannelse, støtte og supervision til at kunne yde den bedst mulige rådgivning og støtte til mennesker i sorg. Vores frivillige spiller en afgørende rolle i vores arbejde med at hjælpe sorgramte, og deres dedikation og engagement er uvurderligt.

“Inden jeg tager ud og overrækker certifikater hører jeg altid lige auditorteamet, om der er noget, de særligt bed mærke i da de var ude og besøge jer. Og nu skal I ellers bare høre, hvad de havde at sige – det første citat lyder således: ‘Nærvær, varme og høj faglighed skinner igennem hos Det Nationale Sorgcenter.’ Jeg tænker det er jeres største håb, når andre skal beskrive jer. Som både nærværende og varme og så med høj faglighed,” siger Stine Lene Hansen, nævnsforperson for RådgivningsDanmark. “Det andet citat jeg vil læse for jer er: ‘De frivilliges passion for at ‘følges med’ andre der oplever tab og mindske ensomheden, om det så kun er gennem et kort telefonopkald, mærkes tydeligt og hjertevarmt.'”

Vicedirektør for Det Nationale Sorgcenter, Karina Madsen, udtaler: “Vi er meget glade og stolte over denne genakkreditering. Det er en bekræftelse på, at vores arbejde og vores frivillige gør en forskel for de mennesker, der har brug for os. Vi vil fortsætte med at udvikle og forbedre vores tilbud, så vi kan blive ved med at leve op til de høje standarder, som RådgivningsDanmark har sat.”

Genakkrediteringen indebærer, at vi fortsat vil kunne tilbyde vores frivillige løbende uddannelse og udviklingsmuligheder, samt sikre at vores rådgivningstilbud er i overensstemmelse med de bedste praksisser inden for området. Det Nationale Sorgcenter vil fortsætte med at stræbe efter at være nærværende, varme og en betroet faglig ressource for alle, der oplever sorg og tab.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle vores frivillige for deres utrættelige indsats og engagement. Uden jer ville vores arbejde ikke være muligt. Vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde og nå nye højder sammen.

For yderligere information om vores frivilligprogram eller for at blive frivillig hos Det Nationale Sorgcenter, så læs mere her.