Helle hjalp andre i sorg – men kunne ikke hjælpe sig selv

69-årige Helle har brugt en stor del af sit liv på at støtte mennesker i deres sidste tid og hjælpe efterladte i sorg. Hun har en stærk psyke, et solidt netværk og stor faglig indsigt i sorgens mekanismer. Men da hun mistede sin mand, hjalp ingen af delene. Sorgen overtog alt. Først da hun fik professionel hjælp hos Det Nationale Sorgcenter, begyndte Helle langsomt at finde fodfæste igen.

Hvert år mister omkring ca. 17.000 danskere over 65 år deres ægtefælle. For mange betyder det ikke bare tabet af en elsket – men også af en identitet, et fællesskab og en hverdag, som ikke længere giver mening. For Helle blev sorgen efter hendes mands død, Søren, altoverskyggende, og hun følte, hun havde mistet en del af sig selv.

“Vi havde været sammen i 37 år – så da han døde, føltes det, som om jeg kun var et halvt menneske. Jeg havde venner og familie, men jeg følte mig grundlæggende alene. Sorgen fyldte alt. Jeg gik rundt og sagde til mig selv: Han er død. Han er død. Han er død. Hele tiden,” fortæller Helle.

“Jeg har i mange år arbejdet med sorg på en palliativ afdeling, så jeg troede, jeg kunne håndtere det selv. Men den her sorg sad i kroppen. Jeg kunne ikke hive mig selv op af det mørke hul, jeg var nede i.”

Helle er én af de mange ældre, som hvert år står tilbage alene med en dyb og altopslugende sorg. Men mange ældre tøver med at søge hjælp. Ifølge Christina Buur Steffensen, psykolog i Ældre & Sorg hos Det Nationale Sorgcenter, hænger det ofte sammen med forældede forestillinger om, hvem der ”har lov” til at få hjælp:

”Der findes stadig en udbredt opfattelse af, at det kun er psykisk syge eller særligt sårbare, der går til psykolog – eller at nogle former for sorg er mere berettigede end andre. Det kan skabe et usynligt hierarki, hvor ældre føler, at deres sorg er mindre vigtig. Men alle mennesker kan få brug for støtte – også dem, der har stået stærkt hele livet.”


Sorgens eftervirkninger – når livet mister sin genkendelighed

At miste en livslang partner er mere end et følelsesmæssigt tab. Det er et brud med identitet, hverdag og tilhørsforhold. Mange ældre beskriver, hvordan stilheden bliver larmende, og rutinerne mister deres mening, når man går fra vi til jeg.

I nogle tilfælde udvikler sorgen sig til en såkaldt kompliceret sorg – en fastlåst tilstand, som ikke forsvinder med tiden. Den kan føre til blandt andet angst, depression, forlænget sorglidelse.

“Ældre efterladte har ofte mistet den person, der var deres primære relation i hverdagen. Det kan skabe en dyb ensomhed og en overskyggende sorg, som ikke bare går over. Her kan professionel støtte være afgørende for, at livet igen føles muligt,” forklarer Christina Buur Steffensen.

”Jeg gik fra sorggruppen som et nyt menneske”

Helle blev en del af et gruppeforløb for ældre, som havde mistet. Selvom hun i starten havde ønsket individuel samtale, blev det netop fællesskabet med andre efterladte, der hjalp hende videre.

“Jeg havde aldrig troet, jeg ville få så meget ud af at være i sorggruppe. Det blev et fristed, hvor intet var for svært at sige højt, og jeg kunne spejle mig i de andres historier. Vi gik derfra hver gang med lidt mere farve i kinderne. Der var håb – også selvom vi alle havde mistet noget uerstatteligt.”

Fire år senere føler Helle sig hel igen – et sted, der føltes uopnåeligt, da hun stod midt i det hele.

“Jeg savner ham stadig, og det vil jeg altid gøre. Men jeg falder ikke længere ned i det sorte hul. I dag føler jeg mig ikke længere som et halvt menneske. Jeg er én. Faktisk én plus.”

Gratis psykologhjælp til ældre efter tab

Hos Det Nationale Sorgcenter kan personer over 65 år, som har mistet en partner eller et barn, få gratis psykologhjælp. Behandlingen tilbydes både individuelt og i grupper og varetages af psykologer med specialviden om ældres sorg og livssituation. Forløbene foregår i København og tilpasses den enkeltes behov. Læs mere om det her.

FAKTA

  • 37 % af ældre i Danmark føler sig ensomme – for mange starter det med et tab.
  • Cirka 36.000 ældre over 65 år oplever årligt at miste enten en forælder, en søskende, en ægtefælle eller et barn. Heraf mister cirka 17.000 ældre årligt en ægtefælle.
  • Sorg efter tab af partner eller barn kan udvikle sig til kompliceret sorg, såsom depression, forlænget sorgreaktioner og angst.
  • Det Nationale Sorgcenter tilbyder gratis psykologhjælp til ældre over 65 år i København. Forløbene kan foregå individuelt eller i grupper – og kræver ingen henvisning.