Ændring i målgruppen

Kvinde på 47 år fra Hovedstaden, hvis stedbørn har mistet deres mor


Jeg er stedmor til nogle voksne børn i tyverne, som mistede deres mor, da de var ganske små. Derfor tænkte jeg, at dette forum ville være et godt sted for dem. De er stadig ikke er ovre deres sorg. Men desværre står der, at målgruppen er personer, som har mistet for ikke så længe siden. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.


Så tænkte på, om I ikke vil overveje at åbne for at udvide målgruppen til dem, som har mistet for mange år tilbage ? Sorgen kan stadig være stor, hvis den er ubearbejdet.


Jeg oplever, at det først er som voksne, at de har haft lyst til at beskæftige sig med deres sorg og tab. De kan bedre sætte ord på det nu end, da de var små.


Svar

Kære Stedmor


Hvor er det bare dejligt, at du skriver på vegne af dine stedbørn. Hvor er de bare heldige, at de har en stedmor, der passer så godt på dem.


Jeg kan virkelig godt forstå din ærgrelse over, at dine stedbørn ikke kan få den støtte, de nu endelig er klar til. Det er helt forståeligt, at de ikke har haft lyst eller mulighed for rigtigt at beskæftige sig med deres sorg indtil nu, hvor de er mere voksne og mere forstående over for deres egne følelser.


Jeg kan som frivillig ikke svare på om organisationen på sigt vil udvide målgrupperne for behandlingstilbud, men jeg vil lade budskabet gå videre til rette vedkommende. Dine stedbørn er altid velkommen til at tage kontakt til Sorglinjen, hvor alle efterladte og pårørende kan ringe eller skrive ind. Og ellers kan det måske også være en god idé at I sammen kigger i Sorgvejviseren.dk og finder tilbud, der måske passer bedre til dem?


De bedste hilsner fra Sorglinjen