Dødsfald som en linje gennem livet
Hvor går man hen når man har oplevet dødsfald som en kontinuerlig linie igennem 35 år,når man selv er 44?
Når det nyeste dødsfald som var d.23.10 sætter alle følelser i spil af flere årsager bla.
Børn der skal sige farvel til en forælder og det nu er 3. Gang det er en ting.
Når teten er at det er en naturlig del af livet at dø og børn og voksne skal og bør følge den proces til ende. Når omgivelser ikke forstår hvad det betyder før det er for sent og handler på en måde der kan gøre mere skade end gavn.
Når sorgen er blevet til et traume der genopstår.
Svar
Kære dig
Det gør mig virkeligt ondt, at du har mistet. Ikke bare for nyligt – men flere gennem årene og allerede fra du var et barn, som jeg læser det. Det er fuldt ud forståeligt, hvis sorgen er blevet et traume, når der kontinuerligt bliver lagt mere “brænde på bålet”. Især hvis du ikke har modtaget den støtte og hjælp, du har haft brug for.
Jeg forstår dét, du nævner ifht. børn, som at det både gælder din egen oplevelse som barn og måske børn involveret i det nylige tab. For mig, personligt, føles det også naturligt at børn inddrages i processen i dét omfang, det enkelte barn kan holde til. Det er min oplevelse, at de forstår meget mere, end vi ofte forventer, og at de i hvert fald opfatter det meste. Min teori er, at jo mere vi kan hjælpe dem med forståelsen, jo bedre kan de håndtere det. Jeg har SÅ meget respekt for forældre, der er i stand til at sætte sig selv i anden række, når de selv er i knæ. Men alle er forskellige og realiteten lever jo ikke altid op til forventningerne. Det vigtigste er nok at erkende, at vi alle gør det bedste, vi kan. Især for børnene.
Når det er sagt, så forstår jeg godt dit spørgsmål. Hvor går man hen? Hvis man, som jeg læser dit indlæg, har mistet tidligt og flere gange – hvor kan man bede om dét, man har brug for? Hvert tab er unikt og reaktionerne er deraf også forskellige, og det kan være svært at rumme sin egen sorg samtidig med omgivelser, som ikke forstår og ikke er til gavn.
Du skal vide, at du bestemt ikke er alene i sorgen, men at mange andre også kender til de ting, du beskriver. Der er så mange forskellige tematikker, som kan fylde i sorgen, og det kan være svært at stå med helt alene. Så måske det ville hjælpe dig at deltage i nogle af vores sorgcaféer. De er faciliteret af frivillige, som selv har mistet nærtstående og her er mulighed for at høre deres historier og tale og spare med andre deltagere, som også har mistet. Måske det kan være et trygt og meningsfuldt sted for dig at gå hen i alt det svære. Du kan se datoerne på vores kommende sorgcaféer her: Arrangementer – Det Nationale Sorgcenter
Kærlig hilsen
Britta, frivillig på Sorglinjen