Min mand er taget fra mig
Min mand er død og jeg vil gerne følge med ham. Hvor får jeg hjælp til det?
Livet er ikke til at holde ud mere. Jeg vil bare gerne herfra.
Svar
Kære dig
Tak for at du skriver til os og deler noget så svært og forfærdeligt med os.
Det lyder som om du står midt i en sorg, der er så overvældende at livet uden din mand kan føles umuligt at være i. Når man mister det menneske, man elsker og deler sit liv med, kan savnet og smerten blive så voldsom, at tanken om selv at dø kan føles som den eneste måde at slippe for smerten på. Det er helt forståeligt og fortæller først og fremmest, hvor dybt du har mistet, og hvor svært du har det lige nu.
Du behøver ikke lige nu at vide, hvordan du skal komme videre. Og du behøver heller ikke at kunne forestille dig resten af dit liv uden ham. I første omgang handler det bare om at komme igennem den næste time, den næste aften eller den næste dag, og ikke mindst om ikke at være alene med det, der gør så ondt.
Vi er her for at hjælpe dig! Du kan ringe til Sorglinjen på tlf. 70209903 hver aften kl. 17-21. Her sidder frivillige, som selv har mistet, klar til at lytte og tale med dig om det, du står i. Du behøver ikke have plan for, hvad du vil sige – du kan bare ringe og fortælle, hvordan du har det.
Du kan også altid kontakte Livslinien på 70 201 201, hvis du har brug for at tale med andre end os på Sorglinjen omkring dine tanker om livet er værd at leve. Har du akut brug for hjælp så kontakt 1-1-2.
Du har også mulighed for at udfylde vores kontaktformular og høre nærmere om muligheder for hjælp gennem Det Nationale Sorgcenter. Det kan du gøre ved at udfylde kontaktformularen her: Få hjælp – Det Nationale Sorgcenter.
Husk at du lige nu ikke behøver finde en løsning på hele dit liv. Det vigtigste er at du får hjælp til at bære det, der er ubærligt lige nu. Vi er lige her.
Varme hilsner
Anne (frivillig på sorglinjen)