Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet din kone og moren til dine børn. Det må være så svært og overvældende at skulle rumme ikke kun sin egen, men også sine børns store sorg.

Og midt i alt det hårde og nye har du fundet en ny kærlighed. Hvor er det dejligt og livsbekræftende. Hvis der er noget, min egen sorg har lært mig, er det at vi som mennesker godt kan rumme alle mulige forskellige følelser på én gang. Glæde udelukker fx ikke sorg, og kærlighed til én person udelukker ikke muligheden for at føle kærlighed til en anden. Måske kunne det være en indgangsvinkel til at begynde at tale med dine børn om din nye kærlighed? Måske kan de kende det fra sig selv. At de kan føle sig glade og lege, men det betyder ikke, at deres sorg er forsvundet – den er der bare ved siden af glæden, og det må den gerne være.

Som du så fint skriver, vil deres mor altid få lov til at være her. Og lige præcis det tror jeg faktisk er det allervigtigste: at de føler sig helt trygge ved, at der altid er plads til at snakke og spørge om mor, og at de ved, at du altid vil hjælpe dem med at huske hende.

Hvornår du kan fortælle dem det, synes jeg er svært at svare på. Men når du gør det, tænker jeg at tålmodighed og små skridt er afgørende. Deres tilværelse er i forvejen vendt på hovedet, så endnu en pludselig forandring kan være voldsom. Måske handler det om først at fortælle at du har mødt en ny, og så give dem tid til at vænne sig til tanken, før du introducerer dem. Og derefter give tid til en proces hvor de langsomt kan lære den nye at kende.

Da jeg læste dit spørgsmål, kom jeg til at tænke på en dokumentar jeg har set om en sorggruppe for børn. Den hedder Børnene fra sorggruppen og ligger på DR TV. Her får man indblik i, hvordan børn oplever det at miste en forælder. Der er bl.a. et afsnit om en dreng, hvis far hurtigt møder en ny efter moderens død. Måske det kunne være et givende afsnit for dig at se.

Jeg ønsker jer det bedste og håber, at I får talt godt om tingene.

Kærlig hilsen

Ida, frivillig på Sorglinjen