Kære du.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er rigtig ked af at høre at du har mistet dine forældre.

Når jeg læser din besked, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om din kæreste selv har mistet? Det, du går igennem er helt vildt hårdt, og hvis din kæreste ikke selv har mistet, kan det være svært at forstå, hvordan du har det. Jeg forstår godt dine forventninger omkring, at din kæreste skal kunne evne at være der for dig, men hvis han ikke selv har mistet, ved han måske ikke hvordan han kan være der for dig.

For at give et eksempel fra mit eget liv, efter tabet af min far, oplevede jeg at nogle af mine aller tætteste relationer – både kæreste og veninder – simpelthen ikke vidste, hvordan de skulle være der for mig. Så noget af det, der hjalp mig – og stadigvæk hjælper – er at sige højt til dem, hvad jeg har brug for. På den måde kan mine nærmeste bedre være der for mig, fordi de nu ved, hvad jeg har brug for. Derfor tænker jeg, om det måske kunne være behjælpeligt for dig at tage en snak med din kæreste om, hvad du har brug for og hvordan han kan være der for dig?

Ved tabet af min far, oplevede jeg desuden, at nogle af mine nærmeste virkelig prøvede at være der for mig på deres egen måde, men dette lagde jeg ikke mærke til, fordi jeg selv var i så dyb sorg. I forhold til det tænker jeg, at I kan prøve at tale om hvordan I hver især viser jeres støtte for hinanden, samt hvordan I forventer at den anden støtter jer, så I måske bedre kan forstå hinandens adfærd, samt gøre det som I ved, der hjælper den anden.

Tusind tak for du skrev herind. Jeg håber, du kunne bruge nogle af mine tanker og råd til noget.

Ellers er du altid velkommen til at ringe herind og snakke med os. Vi lytter altid.

Knus

Mie