Enke med hjemmeboende børn
Kære Brevkasse
Jeg håber I kan hjælpe med et svar på noget der undrer mig meget. Hvorfor er der ikke hjælp, støtte eller tilbud til voksne med hjemmeboende børn, der mister en ægtefælle? Alle tilbud koncentrerer sig om ældre, børn og unge. Vi står helt alene med alt.
Svar
Kære du.
Mange tak for at række ud til os. Jeg er virkelig ked af at læse, at du har mistet din ægtefælle. Jeg forstår din frustration over, at vi ikke tilbyder psykologhjælp til voksne i din aldersgruppe, og at du føler, du må stå alene med alting i sådan en svær tid.
Forklaringen er, at Det Nationale Sorgcenter er en NGO, der desværre ikke har midler til at tilbyde psykologhjælp til alle målgrupper pt, hvor end vi gerne ville. Som det ser ud nu, er behandling til voksne med komplicerede sorgreaktioner kun en mulighed i Aalborg og Næstved, hvor end vi gerne ville kunne tilbyde det alle steder i landet. Jeg vil derfor henvise dig til nogle af vores frivillige tilbud:
Du har altid mulighed for at ringe eller skrive ind til os på Sorglinjen på 70 20 99 03, hvor frivillige, der selv har mistet en nærtstående, sidder klar hver dag fra kl. 17 -21. Her er der altid plads til at dele de følelser, der kan opstå i sorgen og lytte til andres erfaringer.
Hvis du synes, at det kunne være rart at få delt nogle af de mange spørgsmål, der er opstået i forbindelse med tabet af din ægtefælle, er det også muligt til vores sorgcaféaftener. Det er aftener med et bestemt tema, hvor frivillige holder et oplæg, og hvor der efterfølgende er plads til både spørgsmål, refleksioner og at dele sine egne tanker i et trygt og omsorgsfuldt rum. Du kan læse mere om cafeaftenerne og tilmelde dig her: https://sorgcenter.dk/cafeaftener/
Jeg håber, at disse tilbud kan hjælpe dig lidt på vej, så du ikke længere føler, at du står helt alene med alt.
Bedste hilsner fra en frivillig på Sorglinjen