Forældreløs voksen

Hej Brevkasse,


Jeg har tidligere været tilknyttet en sorggruppe hos jer, hvilket fungerede rigtig fint for mig. Mit forløb i sorggruppen sluttede for et års tid siden. Jeg er 28 år i dag og er derfor nu for gammel til jeres tilbud. Jeg skriver nu for at høre om i kender til en sorggruppe for voksne forældreløse?


Vh, Julie


Svar

Kære Julie,


Det må være uendeligt hårdt at mangle sine forældre. Selv har jeg mistet min storebror. Så jeg kender, hvordan der bare bliver et hul i ens liv, der hvor de plejede at være.


Alle de ting der skulle have været og minderne kan være alt overskyggende i perioder.


Selv oplever jeg at sorgen bølger. Nogle dage værre end andre. Og nogen dage har jeg det faktisk godt, næsten som at livet helt okay igen.


Det er nu 4 år siden, at vi mistede og sorgen kan stadig godt fylde trods der er gået flere år. Men den føles anderledes nu. Lettere at bære på en måde. Det er meget takket være at have mødt andre i en lignende situation.


Det er sejt, at du har været i stand til at række ud og komme i en sorggruppe herinde og nu igen rækker ud.


Jeg er glad for at høre at det fungerede godt for dig at være i gruppe. Jeg gik også i en terapigruppe herinde før jeg blev frivillig.


Begge dele har vist sig at være dejlige fællesskaber.


For at finde en sorggruppe, eller et andet tilbud som passer til dig, kan du søge på www.sorgvejviser.dk


Uden at vide hvordan du har mistet så er der for eksempel en mulig sorggruppe for yngre i alderen 28-40 via Kræftrådgivningen.


Der er også den mulighed at ringe eller skrive ind til Sorglinjen, vores chat og telefon-linje, hvor dygtige frivillige som også har mistet sidder klar.


Vi er også unge tæt på din alder herinde på Sorglinjen.


De bedste hilsner,


Michala