Jeg føler ikke jeg kan huske min mor.

Hej.

Jeg ved ikke om jeg som sådan har et spørgsmål, men sorgen over min mors død er blusset op igen, og jeg lægger mere og mere mærke til hvor lidt jeg kan huske hende. Hun døde af kræft da jeg var 10 år gammel. Jeg har utrolig svært ved at huske nogen konkrete situationer med hende. Der er enkelte episoder, men det føler jeg også er ting jeg har fået fortalt af andre, ikke selv oplevet. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal håndtere det. Vi taler ikke så meget om hende i familien, og jeg ved godt at jeg nok kunne spørge andre om hende, men ved ikke rigtigt hvordan jeg skal gøre det.


Svar

Kære brevskriver!


Man behøver ikke at have et konkret spørgsmål for at skrive til os. Det er flot du har skrevet til os om dine tanker om din mor – og det er forståeligt at du har svært ved at håndtere noget der ligger så langt tilbage – og hvor du kun var et barn. Det gør mig ondt at du har mistet din mor i så ung en alder, og det er helt forståeligt at sorgen blusser op igen. Når du har svært ved at huske nogle konkrete situationer med hende, kan det jo skyldes at hun måske havde et langt sygdomsforløb og derfor ikke havde mulighed for at være der så meget for dig. Det er helt forståeligt, at du har brug for at få konkretiseret nogle minder om hende. Jeg var et år gammel da min mor døde, men trods det udveksler min søster og jeg tit minder om hende og bliver forbavsede over, at vi ikke har de samme minder og oplevelser.                                                                                                                Jeg tænker at familien gerne vil dele deres minder om din mor med dig. Måske holder de sig tilbage for at skåne dig, eller fordi de ikke tror du har behov for at høre om hende. Mit råd er helt enkelt: spørg dem! Tag eksempelvis udgangspunkt i nogle billeder og få dem til at dele deres minder med dig. Du skriver ikke noget om din far, men han var jo et godt sted at starte.  Jeg tror minderne om din mor vil få dig til at mindes hende og huske hende bedre. Rigtig meget held og lykke med det.


Hvis du har lyst til at tale med nogen, der selv har mistet, kan du altid ringe ind på Sorglinjen på 70 209 903 alle dage mellem kl. 17–21. På Sorglinjen sidder frivillige, der selv har mistet, og er klar til at snakke om de svære følelser, der kan være i forbindelse med tab og sygdom. Hvis du har lyst til at snakke fysisk med nogle, der kan relatere til din situation, kan du evt. undersøge muligheden for at deltage i samtalegrupper eller andre tilbud inde på Sorgvejviser.dk. Vi holder også løbende caféarrangementer, hvor vores frivillige fortæller om at have mistet relateret til forskellige tematikker og man kan møde andre, der også har mistet. Du kan se vores kommende arrangementer i kalenderen her: Arrangementer – Det Nationale Sorgcenter


Bedste hilsner


Kirsa, frivillig på Sorglinjen