Jeg har føler lidt jeg mister håbet

Hej brevkasse

For 3 år siden mistet jeg min far til et pludseligt hjertestop. I perioder går det godt, og i andre perioder savner jeg ham rigtig meget. jeg føler over det seneste år at jeg er blevet mere ensom, samt har jeg også hele tiden en følelse af at jeg er forkert. Det er rigtig tit at jeg næsten fysisk føler at mere at min glæde og håb bare forlader min krop, og jeg er kommet til et punkt nu hvor jeg bare føler mig helt tom når jeg er sammen med nogen veninder. Den eneste følelse jeg rigtig føler er frygt. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre…. Kan i måske hjælpe?


Svar

Kære du


 


Hvor er det godt, at du skriver. Det kan være et virkelig stort skridt at tage, når man er så ked af det.


 


Jeg kan sagtens genkende nogle af dine følelser – særligt det med, at sorgen fylder meget mere i nogle perioder end andre. Jeg mistede min mor til brystkræft for 3,5 år siden, og jeg kan også huske, at jeg i det første lange stykke tid efter min mor døde havde svært ved at hygge mig og være glad med mine veninder. Det var som om, at jeg skulle finde mig selv igen, for at jeg kunne være glad, og det kan være svært, når meningsløsheden fylder så meget.


 


Du skriver, at du har en følelse af, at du er forkert. Det er vigtigt for mig at skrive, at dine følelser på ingen måde gør dig forkert. Det er helt naturligt at være rigtig ked af det og at føle sig tom og ensom, når man har mistet. Det kender mange af os på Sorglinjen til.


 


For mig var det en rigtig stor hjælp at begynde i sorggruppe, fordi jeg mødte nogen, der kunne genkende mine følelser, og det fik mig til at føle mig mindre alene med det hele. I Børn, Unge & Sorg har vi både sorggrupper og caféaftener. Du kan også både ringe, skrive og chatte med vores frivillige på Sorglinjen. Sorglinjen har åbent hver dag fra 17-21 https://sorgcenter.dk/sorglinjen/


Jeg sender dig et link, hvor du kan indtaste dine oplysninger og blive ringet op af en af vores psykologer, så I kan tale om, om en sorggruppe kunne være noget for dig: https://sorgcenter.dk/psykologhjaelp/terapi-til-boern-og-unge/


 


De bedste hilsner fra Astrid