Min bekendt er død
Jeg har mistet en bekendt. Jeg mødte ham for nogle år siden og desværre har vi mistet kontaktet efterfølgende. Vi var forelsket i hinanden, men for umodne til, at det rigtig blev til noget. Den anden dag får jeg desværre nyheden om, at han er afgået ved døden i en ulykke. Jeg kan herefter ikke få mine tænker væk fra ham og mærker en dyb sorg indeni over, at jeg ikke nåede at se ham igen. Jeg har haft ham i tankerne mange gange i løbet af de sidste par år, men ikke taget mig sammen til at tage kontakt, med den naive tanke om at vi har massere af tid. Hvad kan jeg gøre for min sorg?
Svar
Kære du,
Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet et menneske du holder af. Jeg forstår godt, hvis du synes at det er en svær størrelse, at gå med en sorg over et menneske du ikke har snakket med i flere år. Og især når i har været forelskede. Det giver rigtig god mening, at tankerne om ham, og hvad det kunne være blevet til fylder lige nu.
Det er meget individuelt, hvad der virker bedst når man er i sorg, og alting tager tid. Men generelt er det en rigtig god idé at dele dine svære følelser med nogle mennesker du er tryg ved. Og så skal du give dig selv plads til at være ked af det over dit tab. Måske det kunne være en idé at skrive et brev til ham? Du kunne skrive det kærlighedsbrev til ham, som du ikke fik gjort, da han levede. Her kan du skrive alle de ting, der gjorde, at du forelskede dig i ham dengang, og alle de følelser du ville fortælle ham om i dag, hvis han var her. Måske det kunne hjælpe dig til at være i kontakt med de svære følelser?
Jeg håber du kunne bruge mit svar, og du er jo også altid velkommen til at ringe og skrive ind til Sorglinjen på tlf. 70 209 903 eller via vores hjemmeside www.sorgcenter.dk/chat/.
Kærlig hilsen
Rose, frivillig