Min er far er død, hvad nu?
Hej, min far døde her for lidt over en uge siden meget pludseligt.
Han havde ikke været syg og blev kun 43. Selv er jeg 14 år gammel og håndtere sorgen meget anderledes end min familie gør. Alle græder hele tiden og ingen forstår, hvordan jeg kan grine og have det sjovt i en tid som denne. Hjemme græder alle og alle andre steder har folk ondt af mig.
Mit spørgsmål er enlig bare hvordan jeg kommer videre med mit liv herfra hvor jeg står nu:)
Svar
Hej
Tak fordi du skriver til os Sorglinjen. Jeg er ked af at høre, at du har mistet din far pludseligt. Det lyder hårdt, og jeg kan godt forstå, at du synes, at det er en svær situation at være i, når du håndterer sorgen anderledes end din familie lige nu.
Selvom du oplever, at andre græder og nogen har ondt af dig, så er der ingen opskrift på, hvordan man reagerer, når man oplever dødsfald. Mange forventer, at man skal være ked af det, men det er ikke alle, der er ked af det lige med det samme. Nogle reagerer hurtigt, og for andre tager det længere tid. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, og sorgen kan også nemt ændre sig. Noget, jeg selv har brugt, er at formulere nogle faste sætninger, som jeg kan bruge, når folk spørger, hvordan jeg har det. Det kunne fx være: “Tak, men lige nu har jeg mest brug for at min hverdag er, som den plejer at være”. Måske vil du også kunne bruge det.
Når du har svært ved at græde, kan det være fordi du er lidt i chok over det, der er sket. Så kan det være, at du kommer til at græde eller reagere på en anden måde senere. Uanset hvor du er i din sorgproces, skal du vide, at der er forskellige steder at hente hjælp. Her på Det Nationale Sorgcenter kan du kontakte Sorglinjen på sms, chat og telefon 7020 9903 alle dage mellem kl. 17 og 21. Alle os, der sidder her har selv mistet og oplevet sorg. Du er meget velkommen til at kontakte os der, hvis du får brug for det senere. Der er også mulighed for at finde andre tilbud på sorgvejviser.dk. Her kan du fx finde sorggrupper eller Sorgcenterets caféarrangementer, hvor du kan møde andre, der også har mistet.
Venlig hilsen Ann, frivillig på Sorglinjen