Min far er syg

Hejsa!

I efteråret blev min far syg i sine lunger. Vi troede i starten at det var lungebetændelse, men efter 2-3 måneder, fandt de ud af at han var kronisk syg i sine lunger, med en sjælden sygdom, så hans lunger aldrig bliver 100% optimale igen. Min far bekymrer sig utrolig meget og har meget høje forventninger til ham selv og mig, efter han er blevet syg. Han er meget mere kort for hovedet, irritabel og fraværende, hvilket jeg synes er mega svært. Han er ikke selv klar, til at bede om hjælp endnu, selvom jeg prøver at presse ham til det.


Tak på forhånd!


Svar

Kære du


Tak for dit brev. Jeg kan sagtens forstå din bekymring for din far og hans sygdom, fordi det er noget som rammer jer begge to. Ham på hans krop og psyke og dig på dine tanker, spekulationer og bekymringer.


Lungesygdomme findes der mange forskellige slags af og  den din far har er faktisk ikke kun kronisk, men også sjælden og det skaber usikkerhed og  uvisheden og  hvad fremtiden vil bringe.  Din far, sådan som jeg har forstået det, lyder til at være i en eller anden fase, hvor der både er forventninger og bekymringer, samt angst og irritation mikset sammen, hvilket gøre hans hverdag meget svær. Men det påvirker også dig, især når han ikke vil søge hjælp, men holder det inde i sig selv.  Det stiller dig i en situation, hvor du skal gøre det og den forældre-barn rolle bliver ligesom asymmetrisk. Jeg ved ikke om det er en god ide at presse ham til at bede om hjælp. Måske skal man møde ham der, hvor han er og vise , at man er der for ham. Anerkende ham i det, han føler og fortæller, ham, hvordan du har det. Som forælder vil din far forhåbentlig  kunne forstå, at du også er bekymret for ham.


Du skriver ikke noget om han føler sig ensom, isoleret og på en anden vis udenfor et fælleskab.  Jeg har lige kigget på nettet og der findes mange patientforeninger, bl.a. lungeforeninger, hvor folk får en masse viden om deres egen sygdom, opbygge netværksrelationer og på den måde bedre kan forstå sin egen situation.  Når man først anerkender selv, at sygdom er en del af livet og at måden vi forholder os til sygdom på kan påvirke vores livskvalitet, så er man godt på vej. Og til dig vil jeg afslutningsvis skrive, at selvom din far er syg  af en kronisk sygdom så skal du leve dit liv ved at være åben over for ham og få forventningsafstemt med hinanden. For din far får det ikke bedre af, at du gå ned med flaget.


Du er altid velkommen til at ringe til os på Sorglinjen på tlf.nr.: 70 20 99 03, hvis du har brug for at vende din situation med os mundtligt her på Sorglinjen.


Det bedste hilsner fra Azra, frivillig på Sorglinjen