min far fik ny kæreste inden min mor døde

Inden min mor døde fik min far en ny kæreste. Mine forældre var ikke skilt, og jeg kommer slet ikke overens med min fars nye kæreste. Hun syntes jeg søger for meget af min fars opmærksomhed, jeg skriver for meget til ham og generelt er jeg for meget til stede. Vu har ALTID været tæt. Min mor var syg i +10 år, derfor fik vi automatisk et meget tæt forhold til hinanden. Han var min bedsteven, indtil hun kom ind i vores liv. Vores forhold er ødelagt, nu 2 år efter min mors død, ser jeg nærmest ikke min far.


Hvordan skal jeg snakke med ham, uden han går sin vej?


Svar

Hej med dig.


Tak fordi du har taget dig tid til at skrive ind. Jeg er rigtig ked af at høre, at du har mistet din mor. Det lyder til at være en enormt svær situation du står i nu, hvor du nærmest ikke ser din far mere. Det gør mig ondt.


Jeg er frivillig her på sorglinjen, da jeg selv har mistet min far. Selvom jeg ikke har oplevet et langt sygdomsforløb, kan jeg godt genkende mange af dine tanker omkring det at ens forældre finder en ny kæreste. Jeg har haft det rigtigt svært med at se min mor date og lære hendes nye kæreste at kende. Det har været en meget grænseoverskridende proces at være en del af.


Det lyder lidt som om, at din fars nye kæreste ikke vil give dig den plads, du ønsker/har brug for, til din far? Det kan være enormt ubehageligt, lige pludselig at blive sat til side, fordi ens forældre har fået en ny kæreste. Har du prøvet at italesætte din oplevelse overfor din far? Måske han ikke er klar over hvor meget du savner ham?


Jeg har tit oplevet, at vi nemt er kommet til at misforstå hinanden, min mor og jeg, når vi har talt om disse ting. Min mor føler ikke at jeg giver hende plads til at komme videre, alt imens jeg føler at hun går alt for hurtigt frem, og glemmer at tænke på sine børn. Det har indimellem hjulpet at italesætte det, selvom det er svært. Det kan forhåbentlig give en større forståelse for, hvorfor man prioriterer som man gør.


Jeg tror det vigtigste i denne situation er, at man ikke dømmer folks beslutninger. Ligemeget hvor dårlige eller unfair man syntes de er. Sorg er enormt individuelt og det er meget forskelligt, hvordan man tackler og vælger at komme videre.


Jeg har svært ved at forestille mig, at din far ikke er interesseret i at se dig. Hvis du har mod på at åbne op, kan det være han fik modet til at gøre det samme?


Jeg har accepteret at min mor har fået en ny kæreste, selvom jeg ikke syntes det er fedt. Jeg har erkendt, at ligegyldigt hvem hun ville finde sammen med, ville det være et dødt løb – da jeg jo frem for alt allerhelst vil have min far tilbage. Derfor har jeg også valgt at fokusere på, at hvis min mor er glad – så er jeg glad. Jeg ved ikke om det giver mening for dig?


Jeg håber du kan bruge nogle af de ting jeg har skrevet. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen, eller ringe ind på 70209903 fra 17-21 alle dage.


Kærlig hilsen


Line