Kære Charlotte

Det lyder helt forfærdeligt at miste din mand – og endnu mere, når I har været så tætte i hans sidste tid.

At finde sig selv og stå pludselig stå uden sin partner kan være enormt svært, og jeg forstår godt, at det fylder meget. På mange måder har du jo været heldig at finde kærligheden i ham, og derfor er det også helt naturligt, at du føler, at han mangler. For han har jo betydet enormt meget for dig og fyldt i dit liv.

Det er enormt svært at miste, selvom tabet ligger år tilbage – og to år er jo heller ikke særlig meget. Personligt forsøger jeg indimellem at tænke på gode stunder, jeg eksempelvis havde med min far, som jeg mistede, da jeg var 25. Selvom jeg stadig savner ham virkelig meget i dag, så hjælper det mig at mindes nogle af de ting, vi gjorde sammen. På den måde formår jeg at have ham med mig stadigvæk. Det lykkes ikke altid, men ofte får jeg en følelse af ekstrem taknemmelighed over den tid, vi havde sammen.

Tabet af din mand må også være hårdt for din søn, og noget der har givet mening for mig, har været at kunne tale om tabet med min familie. Jeg ved ikke, om det er noget, I kan, men det gav mig en stor følelse af, at jeg ikke stod alene – og det hjalp selv i de stunder, der føltes allermest ensomme.

Måske det også kan være en idé at forsøge at opsøge nogle fællesskaber, der kunne have din interesse? Noget kreativt, noget med lidt bevægelse, en bogklub eller noget helt andet, der kan få dig til at kigge lidt fremadrettet.

Jeg håber, at du kan bruge svaret her til noget. Men husk, at sorg desværre tager tid at få tæmmet.

Hilsener Frederik, frivillig på Sorglinjen