Min mand er terminal og udmattet.

Min mand er terminal erklæret og jeg har plejeorlov siden midt december 2024. De sidste 3 uger er det gået stærkt og han ligger nu i sygesengen konstant. Han vil gerne dø NU. Hvordan skal jeg være I dette vakuum med alle mine følelser og minder og taknemmelighed som han ikke ønsker at dyrke sammen med mig. ” det er fortid” Siger han som om alt andet end døden er smidt ud med badevandet. Vi har mange venner og familie der besøger ham og gerne vil ham. Og jeg har det svært med han ikke viser glæde eller taknemmelighed. Og bliver selv mere afmålt overfor ham. Hvordan åbner man en lukket mand ???


Svar

Kære du


God du har fundet modet til at skrive til os. Det lyder som en virkelig hård situation, du står i. Jeg kan godt forstå, at du oplever det som ubærligt, at din mand ikke vil tale med dig om de ting, I har sammen, og at det påvirker jeres sidste tid sammen. At være i ventesorg og nærmeste pårørende er en svær svær post især, hvis du føler, at I glider fra hinanden og ikke er enige om, hvordan den sidste tid sammen skal være. Når jeg læser dit indlæg, får jeg den tanke, at din mand måske ikke har overskud til andet end at være nu, hvor han er så tæt på at dø. Måske er der ikke uvilje, men fordi han ikke er i stand til andet. Desværre er det jo sådan, at man ikke kan ændre andre mennesker, men kun arbejde med sig selv, så derfor er det nok svært at “åbne en lukket mand”, som du beskriver det. Har du givet udtryk for, hvad du har brug for, at I taler om, inden han dør for at finde ro med, at han om kort tid ikke er her mere? Måske ville det være godt med en samtale om, hvad I hver især har brug for.


Hvis du har brug for at tale med nogen om de ting, du ikke kan tale med din mand om, kan du bruge Sorglinjen. På Sorglinjen kan du hver aften mellem kl. 17 og 21 få hjælp ved at vende dine tanker og følelser om sorg på chat, telefon og sms. Her sidder frivillige, som alle har oplevet at miste og derfor har en erfaring med sorg og kan støtte dig gennem samtale. Jeg ved også, at Kræftens Bekæmpelse har tilbud om samtaler for pårørende i ventesorg.


Jeg håber, at den sidste tid med din mand bliver så god som muligt for jer begge.


Kærlige tanker fra Ann, Sorglinjen