Min mand har kræft

Vores datter og svigersøn vil ikke se os, og vi må ikke se vores 2 børnebørn 9/13 år.

Drengene vil rigtig gerne se os, men må ikke.

De har ikke fortalt, at morfar er syg.

Skal børnene ikke have at vide, at morfar er syg og skal dø?

Og hvad kan vi gøre for at få vores datter i tale.


Svar

Kære du,


Tusind tak for, at du skriver ind til os. 


Jeg er virkelig ked af at høre, at din mand er blevet syg af kræft og oven i det, at jeres datter og svigersøn ikke vil se jer. Det lyder ikke til, at I står i en særlig nem situation. 


På Sorglinjen sidder os frivillige her fordi, vi alle sammen har mistet en nærtstående – nogen af os på baggrund af et sygdomsforløb. Vi sidder her for at bruge vores egne erfaringer til at støtte andre og ikke for at give konkrete råd. Derfor har jeg lidt svært ved at svare på dit brevkasseindlæg, men jeg vil gerne prøve at give dig et ordentligt svar alligevel. 


Min far blev syg af kræft, da jeg var 12 år gammel, og det var jeg ikke særlig god til at snakke med ham om. Han var meget åben og inddrog mig i sygdomsforløbet, hvilket jeg til tider kunne have svært ved, men sætter utrolig meget pris på den dag i dag. Derfor tror jeg, at jeres børnebørn ville sætte pris på, på et tidspunkt i livet, at de havde fået at vide, at deres morfar var blevet syg, selvom det kan være svært at forstå, når man er barn. 


Men jeg kan godt se, at det selvfølgelig er svært, når jeres datter og svigersøn ikke vil lade dem se jer. Jeg kommer til at tænke på, hvordan det mon ville være, hvis dig og din mand sammen skrev et brev til jeres datter? Jeg tænker, at I kan bruge et brev til at åbne op omkring, hvordan I har det og forklare at I utrolig gerne vil se jeres børnebørn. 


Jeg håber, at du kan bruge noget af det overstående. Du er meget velkommen til at ringe eller chatte ind til os på Sorglinjen. Os frivillige sidder her hver dag mellem 17-21. 


Jeg sender kærlige tanker til dig og din mand,


Mvh Miliena


Frivillig på Sorglinjen