Min mor er gået bort

Jeg snakkede med min mor næsten hver dag. Hendes helbred var ikke der bedste men der kom alligevel som et chok da jeg blev ringet op på arbejde om hun var død der hjemme fra min far. Jeg har 3 ældre søskende men de har deres egen sorg. Min far er et forfærdeligt menneske der virkelig ødelagde min mor så ham vil jeg ikke snakke med. Men føler mig så tom. Jeg har venner og familie men føles forkert at snakke med dem. Jeg er i psykolog behandling men der er ikke nok. Min kæreste er autist og forstår ikke rigtig og kan ikke trøste mig. Jeg føler mig så alene ved ikke hvad jeg skal gøre mere.


Svar

Kære dig,


Mange tak fordi du skriver til os.


Jeg er ked af at høre, at du har mistet din mor og at det på trods af hendes helbred kom som et chok. Det lyder også som en hård besked at få over telefonen fra din far imens du var på arbejde.


Det lyder som om du har haft et tæt forhold til din mor og derfor kan jeg godt forstå, at det har efterladt et tomrum, hvor du føler dig alene. Jeg kan godt forstå at du ikke vil tale med din far, men det er vigtigt at få bearbejdet din sorg.


Jeg vil opfordre dig til at kontakte Sorglinjen på telefon 70 20 99 03 eller via chat: https://sorgcenter.dk/chat/. Sorglinjen har åbent hver dag kl. 17-21, og her sidder vi frivillige, som selv har oplevet tab og sorg, klar til at snakke. Vi er klar til at snakke om alt det svære og måske vil du opleve noget genkendelighed i dine følelser.


Vi er klar på at hjælpe og gribe dig, for du skal ikke stå alene i sorgen.


Kærlig hilsen


Mette, frivillig på sorglinjen