Min storesøster
Jeg mistede min storesøster den 6. Juni i år, hun fik beskeden om sin cancer i januar 23, kort før hendes mand døde også af cancer, de var bosat i Australien, men vi havde meget ofte kontakt via facetime, jeg besøgte hende sidst i maj 23, hvad jeg er dybt taknemmelig over, at få sagt ordentligt farvel.
Jeg kunne se på facetime at hun blev mere og mere syg,
Jeg lukkede ned for mine tanker og følelser, for hendes og hendes 2 sønners skyld, vi holdt en smuk mindehøjtidelighed den 23. Aug 23, men kort tid efter ramlede det for mig, det gik op for mig at hun ikke var her mere, græder hele tiden?
Svar
Hej med dig,
Jeg er ked af at høre at du har mistet din storesøster og hendes mand. Jeg forstår virkelig godt at du er taknemmelig for at have fået sagt ordentligt farvel, især når I har boet så langt fra hinanden.
Jeg har selv mistet min far og efter hans død i 2018 forsøgte jeg at holde sammen på mig selv med at fortsætte med skole og arbejde, som om ingenting var sket. Efter næsten et år begyndte det dog at ramme mig og de undertrykte følelser kunne jeg ikke holde inde længere. Det er klart at du måske har lukket ned for dine tanker og følelser af hensyn til din søster og hendes sønner. Jeg forestiller mig at vores kroppe går i forsvarsposition i sådan situationer og reagerer først når der er plads til ro, og på det tidspunkt kan følelserne komme frem. Det er helt naturligt at græde, selvom det kan føles ubehageligt. Faktisk mindsker gråd et stresshormon i kroppen. En psykolog lærte mig at dyb gråd ikke varer mere end et par minutter, hvorefter kroppen stopper automatisk. Jeg synes derfor ikke du skal være bekymret for at græde.
Jeg kan forestille mig at det er ekstra svært for dig at forstå at din søster ikke længere er her når i har boet så langt fra hinanden. Efter min far døde, kunne jeg i et kort sekund glemme, at han ikke var her, og overveje at ringe til ham, før realiteten ramte mig. Nogle billeder af ham og nogle af hans ting jeg har arvet i mit hjem hjælper mig med at mindes.
At deltage i en sorggruppe har været en stor støtte for mig. Her har jeg kunne dele mine tanker og følelser med andre der også har mistet. Du kan se på hjemmesiden Sorgvejviseren at der er mange tilbud i hele landet, hvis det kunne være interessant for dig: https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/.
Husk også, at sorglinjen er åben hver dag fra kl. 17-21. Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til 70 20 99 03.
Mange hilsner Ditte, frivillig på Sorglinjen.