Mine børn er bange for at miste mig

37-årig kvinde fra Hovedstaden, der selv er syg


Jeg er mor til 3 børn på henholdsvis 7, 10 og 12 år. Jeg har fået konstateret en kronisk nyresygdom. Mine to døtre er meget påvirket af, at jeg er syg. De er bange for at miste mig, da deres mormor døde af samme sygdom. Både min exmand , exmands kæreste og jeg har prøvet at snakke med dem omkring det og lytte til dem. Men de har det rigtigt svært og vi ved ikke, hvad vi skal gøre.


Min søn, som er den ældste, siger ikke så meget, men jeg tror også at han er bange uden at sige noget.


Svar

Kære dig


Jeg er rigtig ked af at høre om den situation, du står i. Det må være rigtig svært at døje med en kronisk nyresygdom og skulle håndtere dine børns reaktioner og sorg.


Jeg synes det er rigtig godt, at du rækker ud og skriver herind, for det kan være en magtesløs følelse, når det handler om sygdom og angst for at miste. Især fordi følelserne, man har over for hinanden i en familie, kan gøre det svært at tale om de svære ting.


Jeg har selv mistet min mor for lidt over 3 år siden, men hun døde pludseligt og jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være med sygdom i familien. Det jeg kan genkende er, at jeg efter min mor døde, er blevet enormt bange for at miste andre af mine nære, mine brødre, min kæreste og min far. Jeg tænker at det er en ret normal følelse at gå rundt med, ligesom for dine børn, som har oplevet at deres mormor døde af sygdommen. De kommer nok til at koble det op med den oplevelse, de havde med tabet af deres mormor. Det gør jeg selv, hvis min far bliver syg, får jeg lynhurtigt bekymringen om, hvorvidt det er noget alvorligt. Så jeg tænker at dine børn reagerer ”normalt”, fordi de selvfølgelig elsker deres mor, men har en oplevelse i bagagen, som gør dem ekstra opmærksomme. Det er også vigtigt at tage alvorligt og det hører jeg på dig, at du i høj grad gør sammen med din eksmand og hans kæreste. Men det kan være svært at vide, hvad der vil hjælpe dine børn.


Jeg er selv yngste barn i en søskendegruppe på 3 og jeg kom til at tænke på min egen ældste storebror. Det virker til, at han oplever en følelse af, at skulle beskytte os andre, fordi han er førstefødt. Måske det også er det, din søn oplever? Det er så svært, for man kan ikke læse andres tanker, men man kan altid prøve at opfordre til at tale om det. Jeg kan anbefale at ringe herind eller blive ringet op af en psykolog herinde, da vi har tilbud til børn og unge, der har en syg forældre. Der er psykologer, der har stor erfaring med den målgruppe og de vil vide, hvad man kan gøre. Du kan udfylde et skema HER hvorefter du vil blive ringet op af en af vores psykologer, så I sammen kan finde en god løsning.


Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ellers er du mere end velkommen til også at benytte dig af vores andre tilbud. Vi sidder klar til at snakke og chatte på Sorglinjen alle dage mellem 17 og 21. Chatten finder du HER og telefonnummeret er 70209903.


 


Bedste hilsener


Ditte