Mistet for 3 år siden – brug for hjælp

Hej,

Jeg mistede min mor til kræft for snart 3 år siden. Jeg har både været i sorggruppe og gået til psykolog kort tid efter det skete.

Men nu er jeg flyttet til Nordjylland fra Midtjylland for 6 måneder siden, og er lang væk fra min familie, venner og det vante.

Sagen er den, at jeg kan mærke jeg har fået det meget svært og at jeg har brug for hjælp. Min læge vil dog ikke give mig nogen henvisning til psykolog, fordi det er mere end 6 måneder siden hun døde. Jeg føler mig fortabt, svigtet og alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at få hjælp, sorggruppe hjælper mig ikke længere

Mvh. L


Svar

Kære L.


Tak for du skriver ind, det er sejt og modigt af dig at række ud – Det er altid vigtigt at række ud efter hjælp, for ingen skal stå alene.


Først og fremmest, så er jeg ked af at høre om tabet af din mor, det er rigtig svært at miste en forælder. Derfor er jeg også glad for at høre, at du allerede har fået hjælp både i sorggruppe og hos en psykolog. For mig at høre, så er det sted du står lige nu, på den anden side af en flytning, fyldt med usikkerhed og afsavn, og det roder sikkert op i en masse følelser omkring tabet af din mor. Jeg kan forestille mig (her taler jeg af erfaring), at det at flytte væk fra dine trygge rammer og vante omgivelser med venner og familie, er endnu svære når savn og tab, er det som smerter allermest i dig pga. dit tab. Min erfaring er, at mange ting, også senere i livet, vil tage sit udspring i ens tab, og vække en masse følelser i en, og det tager tid at lære de følelser at kende, og hvordan man skal reagere på dem.


Som sagt, så taler jeg af erfaring. Tilbage i 2012 mistede jeg nemlig min far, og jeg var lige flyttet fra Jylland til København 4 mdr. før han døde, så jeg forstår rigtig godt dine udfordringer. Jeg syntes også det hele var meget svært, men jeg vidste, at jeg ville blive i København, og så arbejdede jeg ud fra det. Jeg tænker, at alt er lidt usikkert for dig lige nu, og du skal finde dig til rette i dit nye liv, hvilket tager tid, og hvis du er sikker på at du fortsat skal blive i din nye by, så skal nye relationer osv. nok komme til dig med tiden, og følelsen af afsavn til det derhjemme blive mindre, det er jeg sikker på. Du siger at sorggruppe er noget du har prøvet af, og at det skal du ikke igen, og at din læge ikke vil henvise dig til en psykolog. Det lyder som en svær situation. Du skal være meget velkommen til at udfylde en kontaktformular på vores hjemmeside, og derigennem blive ringet op af en af vores psykologer og tale om dine muligheder, for jeg tror helt sikkert, at det ville være godt for dig med noget støtte i din situation. Kontaktformularen finder du HER. Det er altid godt at få hjælp til at sætte tingene i perspektiv. Nedenunder er også en side du kan tjekke for gratis sorgtilbud i din kommune: https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/


Hvis du har lyst til at snakke med andre der også har prøvet at miste, er du meget velkommen til at ringe til Sorglinjen. Vi har åbent hver dag fra 17-21.


Jeg håber, du finder den hjælp du har brug for, og jeg ønsker dig alt det bedste fremover.


De kærligste hilsner Daniel.