Mistet min mor
Kvinde på 27 år fra Syddanmark, der har mistet sin mor
Jeg har nok egentlig ikke rigtig noget spørgsmål, men et behov for at komme ud med det.
I oktober sidste år mistede jeg min mor efter 2,5 kamp mod kræften.Den dag min mor dør er der under 4 uger til, at jeg havde termin – jeg ventede mig en lille dreng. Det var den mest underlige situation at stå i, stå højgravid og miste sin mor.
Hende som skulle hjælpe mig igennem min barsel, hende som skulle give mig råd og vejledning i forbindelse med det lille menneske, der kom til. I starten tror jeg egentlig, at jeg mest var ked af, at min mor ikke kom til at opleve min søn. Men som tiden går begynder savnet at komme til min mor.
Det er først nu tingene rigtig er gået op for mig, For da hun døde havde jeg travlt med at være højgravid. Og jeg følte, at jeg skulle være glad hele tiden fordi jeg jo ventede en lille en. Og det var jeg da også!
Nu står jeg og har denne skønne lille dreng, men savnet bliver større. Men jeg er så bange for at fortælle andre om mine tanker. Bange for at blive dømt, er jeg så en dårlig mor fordi jeg er pisse ked af det inden i også?
Jeg ved, at jeg gør det bedste for min søn og jeg er en god mor, men puha tvivlen kan godt nok komme snigende, når man sidder og tårene løber ned af kinderne, fordi man bare gerne vil have sin mor. Det er lige i denne situation man mangler sin mor, som siger ”du gør det godt!”
Svar
Hej mor uden mor
Jeg er sikker på, du er fantastisk til at tage dig af din søn. Alene det at du skriver herind til os vidner om omsorg for både din søn og dig selv.
Jeg husker også, at min sorg ikke udløste nogen spørgsmål eller for den sags skyld ”råb om hjælp”. I tiden lige efter min kone døde af kræft for tre år siden, sagde mine venner og familie ofte til mig, at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg havde brug for hjælp. Jeg følte, jeg havde brug for hjælp, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bede dem om. Så jeg forstår godt, når du skriver, at du ”egentlig ikke rigtig har noget spørgsmål”.
Da jeg er mand, kan ikke sætte mig ind i, hvordan det må være ikke, at have sin mor og selv blive mor, men jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil dele så vigtig en begivenhed med din mor.
Der er bedsteforældre både på min og min kones side, men det er bare ikke helt det samme at dele oplevelserne med dem. Så jeg kan fortsat, her tre år efter min kones død, savne at dele oplevelser med hende vedr. mine børn.
Jeg tror ikke, du behøver at frygte, at du bliver dømt, fordi du både kan lade livet fortsætte med din dejlige søn og samtidig være ked af det, fordi du savner din mor til at være sammen med dig om det skønne.
Jeg tænker også, det er helt naturligt, at du ikke rigtigt har haft ”tid” til at savne din mor før nu, hvor du sikkert har vænnet dig lidt mere til at være mor for din skønne dreng. Jeg kan stadig opleve, at jeg efter en travl periode i mit liv bliver ramt af sorgen. For mit eget tilfælde har jeg fundet ud af, at hvis jeg ikke har haft tid til at tænke på min kone, eller haft hende rigtigt med i mine daglige tanker i en travl periode, så kommer der en dag, hvor savnet virkelig rammer mig.
De i min omgangskreds, der selv har mistet en nærtstående, kan godt forstå, at jeg kan blive sorgramt, her tre år efter dødsfaldet. De der ikke har prøvet, at en af deres kære er døde, kan ikke helt sætte sig ind i det. Måske kan du tale med nogen rundt om dig, som har mistet en nærtstående.
Ud over at jeg til en vis grad har talt med mit netværk som en del af min sorgbearbejdelse, så har jeg både under min kones sygdomsforløb og i en periode efter hendes død haft glæde af at tale med en psykolog, som blev betalt af sundhedsforsikringen på mit arbejde. Hvis du tror, det er en løsning for dig, findes der mange udmærkede psykologer derude.
Det Nationale Sorgcenter/Børn Unge og Sorg har tilbud om sorggrupper i Aarhus og Odense, hvis ikke du bor alt for langt derfra. Herudover kan du på https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/ måske finde en sorggruppe i dit nærområde. Herudover ved jeg, at mødrehjælpen har psykologrådgivning både i form af chat og telefon, som du kan finde her https://moedrehjaelpen.dk/holdepunkt/chataftale/
Med håbet om mange gode minder om din mor som du med tiden kan dele som gode stunder med din søn.
Carsten