Problemer i familien efter brors død

Kvinde på 32 år fra Nordjylland, hvis bror er død 


Hej,

Har mistet min bror i sommers, han var ikke syg, fejlede ikke noget. Fik en blodprop og døde. Han har to børn med en eks-kone og en pige med hans anden kone. Vores mor savner ham rigtig meget. Han var et godt menneske som hele byen elskede. Men hans eks-kone vil ikke have at vores mor ser hans børn og hun savner dem meget. Vi har alle snakket med hende men eks-konen blokerer os. Min brors kone har ringet og sendt email til eks-konen fordi min brors datter ville gerne se hendes andre to søskende. Tror I man kan eller gør noget som kan få min mor til at stå på hendes fødder igen..hun er meget syg.


Svar

Hej,


Jeg er rigtig ked af at læse, at du har mistet din bror. Det må have været et chok, at han døde på den måde.


I er mange, der sørger over hans død. Jeg tænker, at når man sørger over at have mistet en person, der stod én nær, så kan sorgen vise sig på forskellig måde.


Det lyder rigtig hårdt for din mor, at hun udover at have mistet sin søn også selv er syg og ovenikøbet ikke ser to af hendes børnebørn. Det lyder som om I har forsøgt at tale med din brors ekskone om det, men det er jo rigtig svært at foreslå, hvad I kan gøre for at få hende til at ændre mening.


Min afdøde mand har en datter fra et tidligere forhold, som valgte os fra de sidste to år, hvor min mand levede. Da han døde var hun 16 år og hun valgte selv at vende tilbage til os, og i dag har hun og min søn (hendes lillebror) fin kontakt. I de to år, hvor min afdøde mand ikke så sin datter, så sendte han breve ind i mellem, hvor han skrev om stort og småt, der skete i hans liv og så sendte han gaver til jul og fødselsdag. Han krævede ikke at få svar tilbage, og hun skrev ikke tilbage, men jeg tror alligevel, at det betød noget for hende, at hendes far var der for hende.


Om dette kan fungere hos jer ved jeg jo ikke, men jeg håber inderligt, at I alle får kontakt igen, sådan at din mor kan se sine børnebørn igen, og at din brors datter får kontakt til hendes søskende igen.


Bedste hilsner


Jeanett