Sorgen over min mor kostede også mine venskaber
Min mor døde af kræft for 1,5 år siden, da jeg var 24. Jeg fortalte mine fire veninder, som jeg havde kendt siden jeg var 16, at de gerne måtte spørge ind til min sorg, og at de ikke kunne gøre mig mere ked af det. Nogle spurgte ind i starten, men efter få måneder stoppede det helt. Det har gjort mig enormt skuffet og ked af det, fordi det var dem, jeg forventede ville være der for mig. I dag har jeg næsten ingen kontakt med dem, og det gør ensomheden endnu sværere. Jeg har ikke mange veninder, og derfor gør det ekstra ondt at føle sig svigtet af dem, jeg troede stod mig nærmest.
Svar
Kære dig,
Tak fordi du deler din historie. Jeg tror at mange i sorg, i større eller mindre grad, vil kunne genkende det som du oplever. Det lyder som om, at det er svært for dine veninder at forstå den situation, som du står i. For dem går hverdagen og livet videre. Jeg har selv efter at have mistet min mor for nogle år siden, oplevet at en veninde havde glemt det og foreslog at min mor muligvis kunne hjælpe mig med en konkret udfordring, som jeg stod i. Få sekunder efter hun havde sagt det, kom hun i tanke om, at min mor ikke længere er her og undskyldte. Det skabte et øjeblik af ubehag, nok egentlig mest hos min veninde. Herefter kunne vi tale om hvor stor en rolle min mor havde i mit liv og hvor meget hun er savnet i det daglige.
Jeg kan godt forstå at du føler dig alene og svigtet, men håber at du vil overveje at fortælle dine veninder om hvordan du har det med, at de ikke spørger ind til din sorg. Det skriver jeg, fordi jeg selv har erfaret at vores omgangskreds af forskellige årsager ikke altid spørger. Det kan være de har svært at tale om sorgen, at de har svært ved at se os være kede af det. De kan tror at vi er “videre”, eller de har måske “glemt” at vi har mistet en nærtstående, eller der kan være helt andre årsager. Jeg forstår at det kan være meget sårbart at fortælle dem, hvordan du har det, men samtidig kan det åbne vigtige samtaler imellem jer.
Nu kender jeg naturligvis ikke dynamikken og historien imellem dig og dine veninder, så du kan selvfølgelig selv bedst fornemme om det er en mulighed at åbne for den samtale med dine veninder.
Du har mistet din mor i en ung alder, hvilket er en sårbar situation at stå i. Det er derfor vigtigt at du får talt med nogen omkring det, som du har oplevet og den sorg som du står med. Du skal vide at vi sidder klar her på sorglinjen alle dage kl. 17-21 på tlf.: 70209903, til at tale om det, der fylder i din sorg. Alle frivillige har selv mistet en person og forstår hvordan det føles. Du har også mulighed for at chatte med os, hvis du foretrækker det.
Jeg håber at du kan bruge ovenstående til noget. Du skal i hvert fald vide at du ikke er alene og at jeg og mine medfrivillige er klar til give plads og rum til dig og din sorg.
Kærlig hilsen
Mette, frivillig på sorglinjen