Vores søns frygt

Mand fra Sjælland, der søger hjælp til sin 8-årige søn

Min hustru og søns mor har kræft og vores på 8 år reagerer med nedstemthed og er ekstra følsom mm. Han ønsker ikke at tale om det, for han vil ikke gøre os mere kede af det.


Tænkte om der var børnegrupper med børn i lign. situationer, som han kunne have gavn af at møde?


Svar

Kære du


Det lyder som en virkelig svær og hård situation, som I alle tre er igennem lige nu.


Det er rigtig svært at miste nogen, som man holder af – uanset hvor gammel man er. Jeres søn er bestemt ikke ene om at reagere, som han gør.


Jeg var godt nok selv en del ældre end jeres sønd, da jeg mistede min far til lungekræft, men jeg kan bestemt genkende de mønstre, som I beskriver – både gennem min fars sygdomsforløb og efter han døde. Jeg gik selv i en sorggruppe, og det fik jeg rigtig meget ud af. Det var rart at finde genkendelse i andre i ens alder og situation.


I Det Nationale Sorgcenter, Børn, Unge & Sorg er der mulighed for, at jeres søn kan få en indledende samtale med en psykolog. På baggrund af den samtale vil psykologen kunne spore sig ind på det bedste videre forløb for ham. Der er et skema, som du kan udfylde og du vil blive kontaktet af en psykolog. Du finder skemaet HER.


Hvis du selv har lyst til eller brug for en at snakke med nogen, som har prøvet at stå i en lignende situation, sidder der inde på Sorglinjen frivillige, som har haft svær sygdom inde på livet både som børn til alvorligt syge forældre og voksne, der har haft en alvorlig syg partner.


Du skal være mere end velkommen til at ringe ind til os på Sorglinjen. Vi sidder på telefonen hver dag imellem kl. 17.00 og 21.00 på telefonnummer 7020 9903.


I og med at din hustru har kræft, er det også en mulighed for at få hjælp hos Kræftens Bekæmpelse. Du kan ringe og tale med Kræftlinjen på telefon 80 30 10 30 hverdage mellem kl. 9-21 og weekenden mellem kl. 12-17. De har også en chatrådgivning og brevkasse, som du finder her. Jeg ved at Kræftens Bekæmpelse ligeledes har grupper for børn og unge med syge forældre.


Masser af gode tanker herfra!


 


Med venlig hilsen,


Max