Sorgkuffert

Det Nationale Sorgcenter har udviklet en sorgkuffert med tilhørende e-læringsmateriale om sorg hos børn målrettet dagtilbud. Sorgkufferten skal være med til at aftabuisere samtaler om sygdom og død ved at skabe et rum for børn i alderen 3-6 år, hvor vi kan tale om sygdom, døden og om svære følelser på børnenes præmisser.

Mange voksne holder sig tilbage, fordi de er bange for at sige noget forkert eller pålægge det lille barn at tale om døden, før der måske opstår en situation i barnets liv, hvor de direkte konfronteres med, at en i deres netværk dør eller bliver alvorligt syg. Men det er vores erfaring, at små børn endnu ikke har samme tabubelagte forhold til døden, som mange voksne kan have.  

Når alvorlig sygdom og død rammer børnefamilier, er daginstitutionen ofte et anker, hvor børnene oplever, at der er trygge, stabile og forudsigelige rammer. Derfor har det også stor betydning, hvordan børnene bliver støttet og rummet netop hér. Mange børn mellem 3-6 år kommer igennem daginstitutionen uden konkrete tabsoplevelser, men de kan opleve, at kammerater rammes, eller de kan i specifikke situationer blive konfronteret med begrebet ‘død’. Det kan derfor være fordelagtigt at få ord og begreber til at forstå og udfolde, hvad der sker, når man dør og give barnet mulighed for bedre at være i stand til at tale med, når de opsnapper ord, der relaterer til døden.  

Sorgkufferten indeholder

Sorgkufferten består af e-læringsmateriale og en fysisk kuffert. E-læringsmaterialet giver et teoretisk indblik i sorg, ligesom det præsenterer sorgkuffertens fysiske indhold. E-læringsmaterialet kan ses, når det passer jer, men vi anbefaler, at I tilgår e-læringsmaterialet, inden I begynder at arbejde med sorgkufferten. Den fysiske sorgkuffert indeholder følgende:

  • 5 børnebøger med hovedpersonen Knirke  
  • 5 samtalekort relateret til hver enkelt bog
  • 1 kappe
  • 8 følelseskort
  • Hæfte om anvendelse af sorgkufferten
  • Hæfte til pædagogisk personale/medhjælpere (og forældre) om børn og sorgreaktioner, om at tale med børn om døden, om at møde børn i sorg samt hvordan det kan påvirke én selv

Køb af sorgkufferten

Når I køber sorgkufferten, køber I både adgang til e-læringsmaterialet og den fysiske sorgkuffert. Når vi modtager jeres bestilling, sender vi en manuel bekræftelsesmail til jer med link til e-læringsmaterialet og information om forsendelse af den fysiske sorgkuffert. I kan ligeledes tilgå e-læringsmaterialet via en QR-kode i den fysiske sorgkuffert.

Sorgkufferterne sendes ud omkring den 20. i hver måned. Står I med et akut behov for at modtage sorgkufferten, bedes I notere dette i kommentarfeltet, når I gennemfører købet, så vi kan sende kufferten ud til jer før.

Kontakt os

Har du spørgsmål til sorgkufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på kompetenceudvikling@sorgcenter.dk.