Forældreløs som 19-årig

Hej,

Jeg blev forældreløs i en alder af 19 i 2019. Jeg gik i 3.g og var endnu ikke blevet student. Jeg har været selvforsørgende siden da og boet i leje lejlighed. Mit spørgsmål er om der er en gruppe for unge forældreløse? Jeg har været med i forskellige sorggrupper, men har ikke mødt andre forældreløse. Jeg har snakket med flere og været i gruppe med unge som har mistet én forældre, men de har oftest en anden forældre og står ikke ligeså meget alene eller på egne ben som mig. Så findes der en forældreløse forening, gruppe eller forum for unge? Venlig hilsen L.


Svar

Hej L.


Hvor er jeg ked af at høre at du har mistet begge dine forældre i så ung en alder. Jeg blev selv forældreløs som 15 årig, og oplevede en enorm ensomhed. Jeg havde ingen at dele min sorg med følte jeg. For mine venner var det ikke et emne vi snakkede om inden jeg blev forældreløs, og i den grad heller ikke efter. Jeg havde heller ikke nogen at se op til, som var kommet ud “på den anden side”.


Jeg har desværre ikke hørt om en samtalegruppe specifikt for forældreløse, og det er heller ikke noget vi tilbyder hos Børn, Unge og Sorg. Efter at jeg blev frivillig herinde på Sorglinjen, har jeg fundet ud af at der er mange gange, hvor jeg kan spejle mig i andres sorg, selvom deres historie ikke ligner min. Samtidig har jeg også fundet ud af at selvom historierne ligner hinanden, så kan oplevelserne af dem være vidt forskellige. Samtalegrupper er med garanti altid gode, men det kan være at du skal søge svar et andet sted end samtalegrupper? Når jeg ser tilbage på de år hvor jeg blev forældreløs, ville jeg helt sikkert også havet været glad for en gruppe at læne mig op ad, men jeg oplevede også at finde en kæmpe hjælp i at sidde alene med en psykolog og finde ud af ensomheden og sorgen sammen med psykologen. Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg kunne finde mange af mine svar i mig selv.


Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke i fremtiden. Jeg håber at du kan bruge svaret til noget. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis vi kan gøre noget for dig: https://sorgcenter.dk/psykologhjaelp/


Med venlig hilsen


Noah