Hvor er mit netværk?

Jeg undrer mig over, hvor familie og venner er denne sommer.


Glemmer de, at de selv skal miste en ægtefælle, en forældre, et barn eller en ven en dag?


Det er meget ensomt. Men også overraskende, at mennesker man holder af kan være kolde og egoistiske.


Oplever andre også det?


Svar

Kære dig,


Ensomhed er en velkendt og skræmmende følelse at sidde med, og en som jeg og mange andre, der har mistet, kender til. Jeg kan sagtens følge dig i følelsen af ensomhed og svigt fra ens medmennesker. Det er en svær tid, som vi går i møde i forhold til sommer og især sommerferie, hvor alle omkring en pludselig har planer, som ikke altid inkluderer en selv.


 


Jeg mistede min far for snart 4 år siden, og savner også, at min familie husker, at min mor og jeg sidder derhjemme og stadigvæk selv skal finde på planer bare os to, efter vores tab. Ensomhedsfølelsen virker specielt stor når min onkel f.eks. skal på ferie med sin egen ’komplette’ kernefamilie, eller når mine veninder skal afsted med hele familien i sommerhus og ikke har tid til en kop kaffe eller en tur i skoven. Jeg oplever, at nogle har berøringsangst med emnet om min far, og det at min mor og jeg står alene tilbage som en mindre familie end før. Mange har ikke oplevet sorg i den forstand, at de forstår hvor meget og hvor længe det fylder. Sorg er ikke noget, der forsvinder, men i stedet bliver det en inkorporeret del af hverdagen, som ikke fylder hele tiden og ikke kun handler om at være ked af det.


Sommer plejede at være min yndlingstid, med solskin, ferie og generel fokus på sammenhold. Alligevel kan det føles som om, ingen andre husker, at jeg har mistet og ikke har samme mulighed for dette. Jeg har lært, at folk ofte har travlt med egen hverdag og eget behov for ikke at blive glemt eller efterladt. Det har hjulpet min egen ensomhed, at jeg fortalte folk direkte, at jeg havde brug for, at de også havde tid til mig. Jeg har også forsøgt, at blive bedre til, at række ud selv, også selvom jeg får afbud på første dato eller idé.


Min erfaring er derfor, at selvom sommer og ferie aldrig bliver det samme uden den man har mistet, så kan man hjælpe sig selv ved, at minde andre om, at man er der og savner en hyggelig snak om den afdøde eller vejret eller selskab på en tur på stranden.


Jeg håber, at din sommer bliver fyldt med lidt flere hyggelige stunder. Du er altid velkommen til at kontakte Sorglinjen enten gennem brevkassen her eller på telefonen/SMS som har åbent fra 17-20:45 hver dag på 70 209 903, eller på chatten som kan findes her: https://sorgcenter.dk/chat/.


 


Tusind tak for din henvendelse.


Bedste hilsner


Emma, Frivillig på Sorglinjen