Kære dig,

Tak for at skrive ind og dele din sorg. Hvor er jeg ked af at høre om dit tab!

Det er en helt særlig og uforudsigelig proces at være i sorg. Oplevelsen, tankerne og følelserne ændrer sig over tid, men savnet forsvinder nok aldrig – især ikke til én, du har haft så nær som din mor.

Jeg forstår virkelig godt, at du også kommer til at tænke tilbage på de svære tider, som du måske gerne ville have været foruden; men jeg tror også på, at det er bedre at bearbejde de oplevelser og forholde sig til at det nu engang var det, der skete, end at forsøge at glemme dem. Jeg håber til gengæld også, at din mor og dig nåede at have nogle smukke stunder sammen i den sidste tid.

Din formulering om ikke at føle sig hjemme uden hende er både meget smuk og meget genkendelig for mig. Jeg mistede min mor som barn, og jeg er stadig ved at finde ud af hvordan jeg finder hjem i mig selv og i andre relationer, end i den/dem som mange andre har et hjem i. Du er i hvert fald ikke alene, og jeg håber, du har nogen i dit liv som du har lyst til at snakke med alle de her ting om. Jeg synes både, det er rart at tale med mennesker, som har kendt mig i mange år, men faktisk også nye bekendtskaber, der selv har mistet en tæt på dem. Der kan være en fortrolighed i at tale med én som har været igennem noget der ligner  – men med friheden til at tale om din mor “fra bunden”, og måske blive overrasket over at tale om hende og dit tab på en ny måde.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive eller ringe ind til os frivillige her på Sorglinjen, eller se om der er et tilbud, såsom en caféaften, tæt på hvor du bor.

Jeg sender et stort kram til dig med tillid til at du finder en måde at være i verden på med både kærligheden til og sorgen over din mor,

Bedste hilsner,

Helene, frivillig på Sorglinjen